I det seneste nummer af MF-bladet, skriver bestyrelsesformand Jørgen Jørgensen i sin leder om striden om kvindelige præster i Folkekirken:
Vi kan være uenige om mangt og meget og diskutere det pænt og ordentligt, men dette emne sætter sindene i kog i en sådan grad, at vi bør være varsomme med at bringe det alt for meget på bane i øjeblikket, og vi appellerer til tilhængerne om at fare med lempe.
Det er svært at læse Jørgen Jørgensens udsagn som andet end en afblæsning af kirkekampen, som højrefløjen ellers har brugt som begrundelse for at blive i folkekirken.
Nu, hvor det risikerer at koste andres vrede og hån, skal man ifølge Jørgen Jørgensen ikke bekende klart, hvad Guds ord siger om den vranglære, som kvindelige præster er. I stedet skal man undlade, at bringe det på bane.
En bekendende lutheraner vil handle lige modsat. En bekendende lutheraner vil netop bekende klart og tydeligt dér, hvor Satan netop nu sætter sine angreb ind. Men Jørgen Jørgensen er tydeligvis ikke en bekendende lutheraner, når han i stedet opfordrer til tilbageholdendehed.
Menighedsfakultetet protesterede heller ikke, da Folkekirken i sin tid underskrev Leuenbergkonkordien – en fælleserklæring mellem reformerte og lutherske kirker, hvor den lutherske bekendelse blev udhulet. Vi var ellers flere, som gjorde MF opmærksom på problemet.
Jørgen Jørgensen fortsætter:
At vi på Menighedsfakultetet (MF) kan stå sammen om en Kristus-tro forkyndelse til frelse fra den evige fortabelse. En forkyndelse, der ånder af tillid og kærlighed til Guds ord.
Hvordan kan man opfordre til at forkynde, så det ånder af tillid og kærlighed til Guds ord, og samtidig mane til besindighed, når Guds ord modsiges af verden.
For mig at se ånder Jørgen Jørgensens leder mere af kirkepolitisk magtspil og forsøg på at blive en del af det gode selskab end af kærlighed til Guds ord.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
{ 7 kommentarer… læs dem nedenfor eller tilføj en }
En lille kommentar til “MF’s uklare bekendelse”.
MF er kendt for at markere et klart nej til ordningen med kvindelige præster. Min leder handler ikke om at MF nu ændrer synspunkt på dette område. Men som leder er jeg forpligtet på flere forhold – et af dem er at fastholde det, jeg er overbevist om er sandt i forhold til Guds ord. Et andet forhold er at fastholde et sammenhold om den opgave, som er MF betroet: At uddanne præster og ordets tjenere til at række Guds ord videre.
Gennem 40 år har debatten om kvindelig præstetjeneste været intens – til tider både hård og uforsonlig. Og uden at afklares. Fra forskellig side (højkirkelig, lavkirkelig, Indre Mission) føres forskellige argumenter ud fra sammen bibel – og udfra sammen ønske om at være bibeltro. Og samme grupperinger drager forskellige konsekvenser af deres nej.
Dette er et faktum, som vi med smerte må leve med, hvis vi ønsker at tælle disse forskellige grupper som bagland for MF.
Dertil kommer, at ganske mange bakker op om MF, fordi de synes MF’s opgave er vigtig, men de deler ikke MF’s syn på ordningen med kvindelige præster. Dette er også et faktum.
Debatten opfattes i de fleste grupperinger som ufrugtbar – og derfor maner jeg til besindighed. Der er adskillige andre emner, som vi ikke debatterer hele tiden uden at det virker påfaldende. Der er forskellige syn i Guds folk på skabelsesberetningen – på Israels plads – på omstændighederne omkring Kristi genkomst – på genfødelsens sammenhæng med dåben – bibelsyn, kirkesyn m.fl. emner. Det lever vi med, fordi ingen har de argumenter på hånden, der tvinger andre der også ønsker at være bibeltro.
Jeg beder derfor om forståelse for, at det ikke er en afblæsning af kirkekampen, men et forsøg på at skabe enhed i kirkekampen, så dette punkt ikke alene skal være lakmusprøve på bibeltroskab og kirkekamp, for da splittes vi i kirkekampen i stedet for at føre kirkekampen. Kirkekampens væsentligste front er at evangeliet skal rækkes til dem, der haster mod fortabelsen.
Jørgen Jørgensen.
Tak for kommentaren, Jørgen
Det ligner for mig at se mest en tilståelsessag.
Du henviser bl.a. til, at der er en række punkter, hvor der hersker uenighed mellem dem, der udgør MF’s bagland; og du bruger det til at angribe Skriftens klarhed på en række lærepunkter, hvor bl.a. de lutherske bekendelsesskrifter bekendte Guds ords lære.
Frem for at ville løfte Guds klare ord, underkaster du Guds ords lære under laveste fællesnævner mellem dem, der udgør MF’s bagland. Det er med andre ord MF’s magtbase – og ikke Guds ord – der skal afgøre linjen.
Som jeg skrev før, er der ikke tale om, at du vil bekende, hvad Guds ord siger, men om et kirkepolitisk spil om magt og indflydelse. Med andre ord: man skal være tro mod bibel og bekendelse, når det kan betale sig. Du har for mig at se bekræftet, at min vurdering var rigtig.
Du kalder MF’s bagland Guds folk og dem “der ØNSKER at være bibeltro”. Frem for at vurdere, hvad Guds ords lære siger, mener du at kunne bedømme hjerterne og intentionerne hos dem, der udgør MF’s bagland.
Det er pietismens klassiske fejl i kirkesynet, at man mener at vide, hvem der er sande kristne og har de rette intentioner uafhængigt af kirkens sande kendetegn, nemlig Guds ords sande lære og sakramenternes rette forvaltning.
Ethvert lærepunkt er lakmusprøven på bibeltroskab. Jesus siger ikke, at vi skal lære folkeslagene at holde dét, vi kan blive enige om: Han siger, at vi skal lære dem alt det, han har befalet.
Om man fravælger meget eller lidt af Guds ord, fordi man vil have magt og indflydelse, er underordnet. Når man fravælger at forsvare dele af Guds ord for at bevare en ydre enhed og sin egen magtbase, så er man ikke længere på Guds side i kampen. For kun Guds ord kan bevare mennesker til evigt liv.
Underminerer man tilliden til Guds ord ved sin uklare bekendelse, bliver man medskyldig i frafald og menneskers fortabelse.
En lutheraners kamp er ikke en kamp for magt og indflydelse, men en kamp mod enhver undsigelse af Guds ord, uanset hvor from den lyder.
Mvh. Pastor Magnus N. Sørensen
Det er ikke pastor Sørensen, der alene kan afgøre hvad Guds Ord lærer.
Resten af Guds folk har også en mening om den sag. Der er INGEN af højrefløjens bibeltro teologer, der ønsker at løsrive vores teologi fra vores Bibel. Men nogle af os når til et andet resultat end du gør.
Jeg er kvindelig præst, og jeg mener det er ret at være det. Tror du jeg er ligeglad med hvad min Bibel siger? Tror du jeg er ligeglad med om jeg leder andre vild, eller selv går fortabt? Det er jeg ikke!
Nogle af os som når til andre konsekvenser af Bibelens tale om det her, har også både tænkt os om og kæmpet os frem til svaret.
At sige et ja til kvindelige præster er ikke “en uklar bekendelse.” Det er en bekendelse, der er nået til et andet svar end du selv er, omkring dette.
mvh. Pastor Hanne Munk
Kære Hanne Munk
Du har ret i, at det ikke er pastor Sørensen, der afgør, hvad Guds ord siger. Dét er Guds klare ord, der gør det.
Jeg har ikke udtalt mig om dine intentioner eller din integritet, som du synes at mene. Bibeltroskab afgøres ikke af intentioner, men af faktisk overensstemmelse med Biblens lære. At gøre det til et spørgsmål om intentioner vidner allerede om, at man ikke længere tror på Biblens klarhed og kraft til at afgøre spørgsmålene.
Men den lære, du giver udtryk for er i strid med Guds ord. Om du har tænkt og kæmpet er for mig at se underordnet. Dét, som afgør, om det er ret lære, er alene Guds ord, som forbyder kvinder at være lærere og at byde over mænd. Begge dele gøres af en præst. Uanset hvordan du er nået frem til din konklusion, handler du i strid med Guds klare befaling ved at agere som præst.
Jeg anklagede ikke MF for at have den forkerte mening om kvindelige præster. MF er stadig officielt imod kvindelige præster. Min anklage gik på, at man ville nedtone sin den rigtige konklusion, som man stadig fastholder i princippet. Dét er en uklar bekendelse. Det mener jeg ikke, at man kan løbe fra.
Mvh. Pastor Magnus Sørensen
Kære Magnus Sørensen
Om man har tænkt og kæmpet, gør heller ikke for mig en lære mere sand!
Selvfølgelig ikke.
Men det er ikke så simpelt at læse disse ting ud af Skriften, som du lægger op til. Det er det jeg gerne vil pointere. Og ja, din selvsikre attitude provokerede mig.
Guds klare ord taler om loven der dømmer os, og evangeliet der frikender. Det taler om Jesus, hele vejen igennem.
Guds klare ord taler ikke om folkekirken og dens folkekirkepræster, som laver alt, ligefra babysalmesang til hjemmealtergang. DER skal vi ind og finde vores egne ben, og kan ikke bare henvise til hvad Skriften siger.
Det er mit kritikpunkt af det du skrev!
Det danske folkekirkeembede dækker over mange funktioner. Jeg er enig med dig i, at jeg som kv. præst undertiden gør ting, som jeg muligvis ikke burde – og det er jeg ikke stolt over. Men der tilbydes ikke anden ansættelse i folkekirken, som den ser ud idag, end at hoppe i præstekjolen.
Meget få sogne vil have en sognemedhjælper, med rødder på DBI.
Det lyder meget pragmatisk. Men er ikke spor simpelt. Som det er blevet sagt, siger ja-sigerne JA til for meget, og NEJ-sigerne nej til for meget.
Og konsekvensen er, at kvinderne bliver sendt udenfor.
Jeg kan jo ikke argumentere for, at det er OK at gøre det der måske kun er næsten OK. Det ved jeg godt. Men som situationen i den danske kirke er, mener jeg stadig, at jeg, selv om jeg er kvinde, skal gøre det jeg gør.
Og det er skadeligt, når kirken bruger energien på at diskutere køn i stedet for forkyndelsens indhold. Derfor synes jeg Jørgen Jørgensens leder var god.
Mvh
Hanne
Kære Hanne Munk
Tillad mig at blande mig i samtalen.
Nu har jeg jo været på højrefløjen hele mit liv, heraf mere end 20 år i miljøet omkring Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut.
Måske er det rigtigt, at der ingen er af højrefløjens teologer, som “ønsker at løsrive vores teologi fra vores Bibel.” Faktisk er det måske det, der er problemet. For efterhånden som de fleste siger ja, er der flere og flere, som forsøger at argumentere for, at Paulus ikke er imod, eller at det ligefrem følger af, hvad Paulus siger. Typisk siger man, at Paulus er uklar eller at forholdet mellem Paulus og vores tid er uklar. I realiteten er det at løsrive teologien fra Bibelen, og jeg mener faktisk, at det ofte ses i argumenternes type og kvalitet.
Nu siger du, at man ikke bare kan henvise til, hvad Skriften siger. Det er jeg ikke enig i, og det mener jeg heller ikke, din kirke er.
Der er ændret i ritualet for præstevielse igennem tiden, men det ændrer ikke på, at man i forbindelse med ordination stadig kan læse Joh 20,21-23 ; Ef 4,7-13; 1 Kor 4,1-5; Tit 1,5-9 og 1 Pet 5,2-4. Det er tekster, som handler om hyrde og lærer-embedet.
Ordinanden får stillet et spørgsmål af biskoppen (eller dennes stedfortræder) og skal svare ja og give hånd på det ifølge gældende ritual. Forinden har biskoppen sagt:
Det spørgsmål, du og alle andre præster har svaret ja til – det løfte, du har aflagt – er helt enkelt og ligetil at forstå. Det kan være, man ikke bryder sig om det, men jeg mener faktisk ikke, det er særlig vanskeligt at se, hvad Paulus mener.
Dertil kommer jo så, at Paulus ikke tillader kvinder at være præster, men siger tværtimod rent ud, at de endog skal tie i menigheden (1 Tim 2,9-15; 1 Kor 14,34). Modsat er der ikke et eneste sted, hvor det bare antydes, at kvinder skal være hyrder og lærere. Ikke en eneste. Jeg kender udmærket til argumenterne for, at Paulus i virkeligheden mener noget andet, end hvad han umiddelbart synes at sige. Men disse argumenter må for at fungere lade noget uden for teksten være bestemmende for tolkningen af teksten. Det kan man ikke.
Det er ikke korrekt, at ja-sigerne siger ja til for meget, mens nej-siger siger nej til for meget. Ja-sigerne siger ja til kerne-funktioner, som ifølge folkekirkens eget ritual og egen embedsteologi er begrundet i, hvad Skriften siger om lærer og hyrde-embedet. Hvis det ikke var tilfældet, kunne man ikke sige, at ordets tjeneste er “nødvendigt.”
Endelig skriver du, at det er skadeligt, ligefrem skadeligt, “når kirken bruger energien på at diskutere køn i stedet for forkyndelsens indhold.” Men skaberordningen og ovenstående steder er jo en del af forkyndelsens indhold. Det er i sig selv meget mærkeligt, at en kirkelig ordning skal bringe væsentlige sider af Skriften til tavshed.
Mvh.
Georg S. Adamsen
“Guds klare ord taler om loven der dømmer os, og evangeliet der frikender. Det taler om Jesus, hele vejen igennem.”
- En del af denne lov er, at kvinder skal underordne sig og ikke tale i menigheden, som Paulus skriver (1. kor 14). Hvis man vil vælge, hvilke dele af Guds lov, man vil lytte til, er det ikke længere Guds, men ens egen lov. Og da bliver det heller ikke det sande evangelium.
“Men det er ikke så simpelt at læse disse ting ud af Skriften, som du lægger op til. Det er det jeg gerne vil pointere. Og ja, din selvsikre attitude provokerede mig.” – dette er ikke selvsikkerhed, men tillid til Skriftens klarhed. At være bibeltro i evangelisk-luthersk forstand, betyder også, at man stoler på, at Skriften er klar i alle lærespørgsmål, som luther skriver i Galaterbrevskommentaren: “Men vor lære er, Guds ske lov, ren, og alle vore trosartikler er fuldstændig begrundet i den hellige Skrift.”
(Martin Luther, oversat af Helge Haystrup i “Store Galaterbrevskommentar” II, s. 259, København 1984.)
“Guds klare ord taler ikke om folkekirken og dens folkekirkepræster, som laver alt, ligefra babysalmesang til hjemmealtergang. DER skal vi ind og finde vores egne ben, og kan ikke bare henvise til hvad Skriften siger.
Det er mit kritikpunkt af det du skrev!”
- Jo, Skriften taler om hyrde- og læreembedet og ikke blot nogle funktioner, som man kan organisere, som man vil. Dét hyrdeembede, har du tiltaget dig uden guddommeligt kald.
“Det danske folkekirkeembede dækker over mange funktioner. Jeg er enig med dig i, at jeg som kv. præst undertiden gør ting, som jeg muligvis ikke burde – og det er jeg ikke stolt over. Men der tilbydes ikke anden ansættelse i folkekirken, som den ser ud idag, end at hoppe i præstekjolen.
Meget få sogne vil have en sognemedhjælper, med rødder på DBI.”
– At der ikke tilbydes anden ansættelse, er ikke noget argument for at påtage sig hyrde- og læreembedet, som Gud har forbudt. Der står intet sted, at en kirke skal ansætte kvinder. Det er da muligt, at der kan være opgaver, som en kirke med fordel kan overdrage en kvinde. Men det ene guddommeligt indstiftede embede, som kirken er bundet til til alle tider, er forbeholdt mænd efter guddommelig ret.
“Det lyder meget pragmatisk. Men er ikke spor simpelt. Som det er blevet sagt, siger ja-sigerne JA til for meget, og NEJ-sigerne nej til for meget.
Og konsekvensen er, at kvinderne bliver sendt udenfor.”
Det er jeg ikke enig med dig i. Gud har indstiftet prædikeembedet og forbudt kvinder at udøve det. Det er ikke for meget at samstemme med Guds ord.
“Og det er skadeligt, når kirken bruger energien på at diskutere køn i stedet for forkyndelsens indhold. Derfor synes jeg Jørgen Jørgensens leder var god.”
Det allermest skadelige er, når man tilsidesætter selv det mindste bud i Guds ord til fordel for menneskelige strategier og kompromiser. Forkyndelsens indhold er hele Guds ord – både hans lov og hans evangelium. Jesus befalede os at gøre disciple ved at lære mennesker alle hans befalinger. Der må ikke være fejl i læren, som Luther skriver samme sted som før nævnt: “Lære og liv kan altså slet ikke sammenlignes. Bare en tøddel af læren er mere værd end himmel og jord( Matt. 5,18). Derfor tillader vi ikke, at man tilføjer den mindste smule skade.”