Fårenes dom over deres hyrder

Uddrag af min prædiken til 8. s.e. Trinitatis 2007 over Matt. 7,15-21 med temaet “Fårenes dom over hyrden”, som også passer godt til søndagens teksts budskab om at fårene hører (over-)hyrdens røst. Fårenes bedømmelse af underhyrderne er en af lægfolkenes fornemste opgaver.

Man kan nogengange få den tanke, at det alene er præster og teologer, der skal beskæftige sig med læren. Men når Jesus nu siger, at vi skal tage os i agt for de falske profeter, så gælder det os alle.

Men, hvorfor er det så vigtigt, at du bedømmer læren? Fordi det gælder din frelse. Din frelse bygger ikke på flyvske tanker og ideer eller din fromhed og dine følelser for Jesus. Den bygger på Guds ord, som forkynder evangeliet for dig og giver dig syndernes forladelse. Dét evangelium kan du ikke skille fra læren i Biblen.

Men hvad skal du da kende de falske profeter på. Jesus fortsætter: “På deres frugter kan I kende dem.” Umiddelbart tænker du måske, at det må være de gode gerninger, han taler om. Men som Walther siger: “Når Kristus i vort evangelium taler om frugter, som en lærer skal frembringe, så er det ikke i første omgang livsfrugter, men lærefrugter“. Det er Guds vilje, at en forkynder skal forkynde Guds ord alene. En ret forkynder kan alene kendes på, at han forkynder den rette lære. Og en falsk profet kan kendes på, at han lærer i strid med Guds ord. Er frugten god, er træet det også.

Men én ting er jo at bedømme prædikanterne og erkende, hvem der er rette prædikanter eller falske profeter. Noget andet er så, hvordan vi skal forholde os til de falske profeter, når vi har fundet ud af, hvem de er. Når vi risikerer vores salighed ved at lytte til dem, så er der kun en ting at gøre: At lade være.

Men du har ikke kun et ansvar for din egen sjæl her. Du har også et ansvar for andres sjæle. Det er ikke nok, at du ikke lytter til dem. Du må også fordømme deres falske lære i ord og gerning og holde dig fra dem. Apostlen Paulus siger uvtetydigt i Romerbrevet: Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem! Tag derfor ikke del i deres falske gudstjeneste, deres missionsarbejde eller menighedsliv. Du må i handling vise, at det er alvor, dét med læren.

Men hvad nu, hvis jeg ikke har en retlærende kirke i nærheden, spørger du måske. Da er det bedre at tage kontakt til en menighed langt væk og læse prædikener og blive betjent en gang imellem, end at blive en del af en vranglærende menighed eller organisation. Hvem ved? Ved din klare bekendelse i ord og handling vil mennesker måske opdage, hvor vigtig læren er, og der kan åbnes mulighed for, at en retlærende menighed kan dannes.

Budskabet om fårenes ret og pligt til at bedømme deres hyrder på guds ord er altid aktuelt.

Desværre oplever man, at lægfolk bliver umyndiggjort af præster, som ikke vil lade sig bedømme efter Skriftens eller bekendelses standard, men i stedet gør sig til dommere over Skrift og bekendelse.

Andre steder sættes kirkelige aktiviteter i stedet for dette kald, så  lægfolket i stedet for at være dommere, bliver lægprædikanter i strid med Guds ordning og dermed overtager hyrdens opgave.

Og man kan opleve, at lægfolk umyndiggør sig selv, når de overlader teologien til teologerne i stedet for at påtage sig deres høje kald som et kongeligt præsteskab, der skal bedømme underhyrderne på Skrift og bekendelse.

Et citat fra min prædiken fra i går, belyser det:

At fårene kender hyrdens røst betyder også, at de må skelne den fra andre røster. Det er ethvert fårs ret og pligt at bedømme underhyrderne. Det skal de gøre for deres og andre frelses skyld. For hvis hyrdens røst forvanskes af falsk lære, bliver mennesker forført og går fortabt.

Derfor må du som får studere Guds ord grundigt, sætte dig ind i kirkens bekendelse og bede din præst – din underhyrde – begrunde sin lære ud fra den hellige skrift.

Og derfor prøver menigheden sin kommende præst på Guds ords lære, før den kalder ham. Og den forpligter ham på bekendelsesskrifterne, så den er sikker på, hvad han lærer. Dér, hvor man blot siger, at præsten skal forpligte sig på Biblen, og ikke på den bestemte lære, som Biblen har, overlader man jo i virkeligheden menigheden til præstens forgodtbefindende og fratager dem muligheden for at bedømme deres præst og forpligte ham på en bestemt lære. Forpligtelsen på bekendelsen, er menighedens garanti for, at præsten vil forkynde det samme frelsende evangelium næste søndag.

Hvis lægfolk i f.eks. Folkekirken vil tage denne pligt til at bedømme læren efter Skrift og bekendelse alvorligt, vil de bryde det kirkelige fællesskab med Folkekirken og samles i retlærende lutherske menigheder. Det er ikke sikkert, at disse menigheder bliver store eller får stor synlig vækst. Det er heller ikke sikkert, at de kan samle ret mange såkaldte “bibeltro”.

Faktisk eksisterer der sådanne små ortodokse(retlærende) lutherske menighede. Augustanakirken er en af dem. Og vi søger gerne fællesskab med andre på Guds ords grund – og støtter gerne initiativer til nye menigheder på ortodoks luthersk grund. Så kontakt os endelig og hør nærmere.

 Udskriv denne artikel  Email dette indlæg

Tagget som: luthersk blog