Header med link til forsiden på Præsten skriver

MF hilser karismatisk undervisning velkommen

af Pastor Sørensen den 5. juni 2008

i Menighedsfakultetet

I Maj-nummeret af MF-bladet hilser fakultetsleder Ingolf Henoch Pedersen supplerende undervisning i Århus Valgmenighed velkommen:

Derfor har vi også reageret positivt på
det nye initiativ, der er taget af Århus
Valgmenighed, og som sigter mod at
give teologistuderende – også ved MF
- supplerende undervisning (lyder det
bekendt?). Det nye projekt – kaldet
“Kursen” – er et tilbud om lederud-
vikling i en missional menighedssam-
menhæng

Menighedsfakultetet, som ellers førhen har ønsket at markere sig som en bibel- og bekendelsestro luthersk uddannelsesinstitution, anbefaler altså nu supplerende undervisning i en karismatisk sammenhæng.

MF har også arrangeret flere fællesarrangementer med Dansk Oase og man lader sig i vid udstrækning inspirere af den evangelikale bevægelse.

Egentlig burde det derfor ikke komme bag på mig, at man nu også anbefaler undervisning fra karismatikere. Alligevel må jeg indrømme, at jeg synes det er sørgeligt, at man ikke i det mindste forsøger at fastholde en evangelisk-luthersk profil.

Men det løb ser desværre ud til at være kørt for MF’s vedkommende. Hvis fremtidige præster ønsker uddannelse på evangelisk-luthersk grund, er jeg bange for, at det ikke er på MF, man finder det. Forhåbentlig finder der stadigvæk delvis luthersk undervisning sted. Men MF’s overordnede profil kan ikke længere siges at være evangelisk-luthersk.

Ønsker teologistuderende at lære ortodoks evangelisk-luthersk teologi, må de derfor selv opsøge det.

For den, der vil indføres i luthersk teologi og kristendom, kan jeg anbefale at begynde med denne korte troslære: We all believe in one true God, og C.F.W. Walthers klassiker: The Proper Dinstincion Between Law and Gospel. Sidstnævnte er en klassiker, som har betydet meget for mange lutheranere, inklusiv mig selv. Den fremstiller teologisk, homiletisk og pastoralt den rette skelnen mellem lov og evangelium, som er uvurderlig for enhver kristen og særligt for teologer og præster.

Jeg håber at kunne samle flere henvisninger sammen til anbefalelsesværdig litteratur og står selvfølgelig til rådighed for teologisk videndeling.

Udskriv denne artikel Udskriv denne artikel Email dette indlæg Email dette indlæg

{ 13 kommentarer… læs dem nedenfor eller tilføj en }

1 Brian 5. juni 2008 kl. 18.43

Er der nogen af de to nævnte skrifter, som findes i dansk oversættelse? Eller er der andet litteratur på dansk omhandlende Bibelsk/luthersk teologi og kristendom, du kan anbefale?

Mvh Brian

Svar

2 Pastor Sørensen 5. juni 2008 kl. 23.27

Hej Brian

Her er lige lidt, sådan på stående fod:

Ved at google lidt, fandt jeg ud af, at den norske oversættelse af en forkortet udgave af Walthers "The Proper Distinction…" findes på nettet: http://www.ekris.net/dgev/diverse/cfww/gudsneiog.htm

De vigtigste skrifter er de lutherske bekendelsesskrifter i Konkordiebogen, som findes i flere oversættelser til norsk/dansk.

Udover det, vil jeg anbefale de forskellige oversættelser af Luthers skrifter (herunder dem fra Credo Forlag og fra Forlaget Aros). Der findes en gammel oversættelse af Melanchthons Loci fra Lohses forlag, som man kan være heldig at finde antikvarisk.

Det gamle blad "Frikirken" fra den evangelisk-lutherske Frikirke 1897-1911 havde en del artikler oversat fra den gamle Missourisynode (kan findes på Statsbiblioteket i Århus, ved jeg).

Af nyere litteratur kan jeg anbefale "At dø for at leve" fra Credo Forlag, som er en dansk oversættelse af en opbyggelig bog af Harold Senkbeil. Desuden hæftet "Nådemidlerne" af Tom G.A. Hardt fra forlaget Hellberg og Elmquist.  Heri forklares den lutherske nådemiddellære godt og klart.

Svar

3 Madsvj 6. juni 2008 kl. 00.18

Hej

Så vidt jeg ved, er "At dø for at leve" kun udgivet på dansk af "Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening
I kommission hos LogosMedia 2007" som det hedder.

I øvrigt bemærkelsesværdigt at MF bakker op om tilbudet. Jeg kender ikke så meget til det, men er dog noget skeptisk i forhold til anbefalingen, ud fra det indtryk jeg har fået af valgmenighedens profil.

Svar

4 Linealis 6. juni 2008 kl. 04.21

Tja, vi har vel stadig DBI :-)

Jeg tror desværre at MF tænker lidt for taktisk. De kan se at de karismatiske sammenhænge vinder ‘markedsandele’, og MF vil sikkert undgå at få en decideret konkurrent.

Når det er sagt, så synes jeg da at det omtalte kursus falder på et tørt sted. Lederudvikling er et område som desværre har forsømt. Jeg kunne i hvert fald godt ønske mig at min egen sammenhæng satte fokus på det.

Svar

5 Pastor Sørensen 6. juni 2008 kl. 15.57

MadsVJ:
Ups. Min fejl.

Linealis:
Det er muligt. Det gør i så fald kun sagen endnu værre.

Mht. Lederudvikling, så synes jeg egentlig ikke, at der har været fokuseret alt for meget på den slags i den tid, jeg har frekventeret de kredse – og for lidt på teologi, som dog burde være det vigtigste.

Svar

6 Madsvj 6. juni 2008 kl. 17.31

Linealis skrev:
[quote comment=""] Tja, vi har vel stadig DBI [/quote]
Magnus svarede:
[quote comment=""] Det er muligt. Det gør i så fald kun sagen endnu værre. [/quote]
Eller var det til noget andet?? ;) :D

Svar

7 Pastor Sørensen 6. juni 2008 kl. 23.33

Ups, nej. ;-)

Jeg svarede på det næste afsnit.

Spørgsmålet om DBI tror jeg, at jeg venter med at tage op. Men vil dog gerne afsløre, at jeg ikke er udelt enig med Linealis :-)

Svar

8 Thomas Storgaard 14. september 2008 kl. 00.48

Til p. Magnus Sørensen
Hvis det er så slemt fat med MF, var det så ikke en idé at begynde at tilbyde teologisk undervisning i Augustana Kirkens regi? Et "Augustana Fakultet" kunne starte med at tilbyde NT – teologi, hvilket er et vigtigt fag, der hverken tilbydes på det "teologiske " fakultet og eller på Menighedsfakultetet. Man har jo den faglige kapacitet til at gøre det, og det kræver kun en BILLY reol fra IKEA spækket med de relevante bøger, så er man i gang.
PAX Thomas Storgaard. Cand. Theol et Stud. Jur. Undervisningsassistent i Retsfilosofi ved det Juridisk Institut. Århus Universitet.

Svar

9 Pastor Sørensen 17. september 2008 kl. 22.52

Hej Thomas Storgaard
uddannelse af lutherske præster i fremtiden er naturligvis noget, der indgår i vores overvejelser.

Med hensyn til faget NT-teologi, så synes jeg, at det er en overvejelse værd, om ikke det fag børe være identisk med dogmatikundervisningen.

Det er for mig at se rationalismen, der har adskilt dogmatik og bibeludlægning. Men dogmatik efter den klassiske lutherske Loci-metode vil netop være bibelsk teologi, hvor læren sluttes fra de klare skriftsteder.

Du har jo desværre ret i mere end en forstand i, at dette fag ikke tilbydes på hverken MF eller Det Teologiske Fakultet.

Svar

10 Eva Jørgensen 12. maj 2009 kl. 12.29

Synes det er ærgerligt, når MF skal gå så meget op i at skille sig ud fra Valgmenigheden i Århus, når de ligger så tæt på hinanden teologisk. Tror I Jesus ville have fokuseret på forskellene?

Svar

11 Eva Jørgensen 12. maj 2009 kl. 12.37

Jeg mente: Når MF (ifølge dig) skal gå så meget…. sov.

Svar

12 Thomas Storgaard 15. maj 2009 kl. 08.17

Til Eva Jørgensen

Vor Herre og frelser er alvidende etc., men han er i dette tilfælde sat på en hård prøve med at se forskellene. Hvad siger det om MF, når man imødekommer Valgmeigheden så meget, den forsamling der praktiserer både barnedåb og barnevelsignelse, alt efter hvad “kunderne” vil ha´? Hvor er lærebevidstheden henne?
Thomas Storgaard

Svar

13 Pastor Sørensen 16. maj 2009 kl. 11.58

Hej Eva

Jo, jeg er desværre også bange for, at MF efterhånden ligger tæt på Valgmenigheden teologisk. Men i samme grad, de ligger tæt på valgmenigheden, i samme grad ligger de langt fra den lutherske bekendelse. Århus Valgmenighed er en sværmerisk karismatisk menighed, som lutherske kristen bør holde sig fra.

Desværre ser det ud som om, at MF også er blevet mere og mere karismatisk og mindre og mindre luthersk. Så jeg kan kun gentage, at MF’s overordnede profil ikke længer er luthersk.

Nu kan man også læse på  valgmenighedens hjemmeside, at både MF’s fakultetsleder (se her) og NT-lærer (se her) underviser i valgmenigheden, så der var ikke blot tale om en svipser: MF er en karismatisk-sværmerisk institution, som har økumenikerne og sværmerne i Dansk OAse som sit bagland.

Svar

Skriv en kommentar

Forrige indlæg:

Næste indlæg: