På bloggen sand.omvendelse.dk foregår der for tiden en diskussion om dåben mellem undertegnede og nogle andre lutheranere på den ene side og nogle evangelikale på den anden side. De evangelikale hævder, at dåben ikke frelser, men blot er et symbol, og de forsøger at snige sig uden om det væld af skriftsteder, hvori dåben nævnes som et middel, hvorigennem Gud frelser og genføder.
Man beskylder bl.a. den lutherske lære for at lægge flere betingelser til frelsen udover troen alene. Men det afslører jo, at man selv ser troen som menneskers gerning og ikke som Guds. og det afslører, at man ser dåben som en menneskegerning og ikke som Guds gerning. Troen er jo ikke en betingelse i den forstand, at det er et krav Gud stiller, som vi skal opfylde for at frelses. Så ville troen jo blot være endnu en lovgerning.
Troen er i stedet Guds gave (Ef 2,8). Og troen kommer af det, der høres (Rom 10,17), for evangeliet er en Guds kraft til frelse, der åbenbarer Guds retfærdighed, syndernes forladelse (Rom 1,16). Guds ord er ikke blot som en manual man kan bruge til at frelse sig selv, som de evangelikale forestiller sig. Nej, Guds ord formår at opvække menensker af åndelig død og genføde dem, så de bliver Guds børn (1 Pet 1,23). Guds ord bærer Helligåndens kraft i sig og er ikke døde bogstaver, som den troende skal gøre levende. Nej det er i stedet Guds ord, der skaber troen og gør åndelig døde til åndeligt levende. Og Guds ord har kraft til at tilgive synden, som skriften bevidner, når den beskriver, hvordan Jesus overdrog nøglemagten til apostlene (Joh 20,23).
Har man Biblens synd på Guds ord og på troen, så er det ikke svært at se, hvordan det hænger sammen med dåben. Ligesom ordet er Guds, selvom en synder prædiker det, sådan er dåben også Guds gerning, hvorigennem Gud frelser. Den er jo blot Guds ord knyttet til vand efter Guds befaling og på Guds mandat. Dåben giver ligesom skriftemålet og nadveren til den enkelte, hvad Guds ord forkynder. Dåben frelser og genføder (Titus 3, Joh 3 osv. – se blogindlægget Dåben genføder og frelser). Benægter man det, benægter man Guds nådemidlers kraft i det hele taget, som det også er tilfældet hos Rene Vester på sand.omvendelse.dk.
I stedet bliver troen et nådemiddel, hvormed den reelt bliver en gerning. I stedet for at fortrøste sig til de midler, hvori Gud uddeler nåden, må man selv ved troen hente Kristus ned. troen bliver dybest set en tro på troen. Og troen bliver dermed en lovgerning. Sådan går det desværre alt for tit, når man vil angribekraften i Guds nådemidler. Sådan angreb Romerkirken skriftemålet, som man gjorde betinget af en anger af kærlighed til Gud og opregning af alle synder. Og sådan angreb man nadveren, som man gjorde til menneskers offerhandling overfor Gud i stedet for Guds uddeling af syndernes forladelse. Og man angreb dåben, som man hævdede havde en anden virkning end syndernes forladelse, som modtages i tro og man afviste, at dem, der faldt fra kunne vende tilbage til deres dåbs nåde.
På samme måde angriber de evangelikale i dag nådens midler, ligesom Romerkirken gør, og gør dem usikre ved at gøre dem til blotte symboler og menneskegerninger. Dermed angribes visheden om syndernes forladelse, som alene kan komme fra nådens midler. Alternativet er, at troen skal tro på sig selv og fortrøste sig til sig selv. Og så ser man efter nådes virkninger og søger at finde vished i dem.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
{ 15 kommentarer… læs dem nedenfor eller tilføj en }
Hej Magnus
Bare en rettelse. Du skriver følgende:
"Men det afslører jo, at man selv ser troen som menneskers gerning og ikke som Guds."
Det mener jeg ikke, for jeg tror på at det er den retfærdiggørende tro på Jesus som er afgørende. Den tro er gudgiven og er ikke en vi kan skabe på egen hånd.
Nogle af liberalteologerne vil sige at det er ligegyldigt hvilke tro du har på Gud, bare du har en tro. Det er ikke bibelsk, troen er den som Jesus omtaler i Johannes 3. Det er hvad man kalder retfærdiggørende tro, og det mener jeg også lutheranere kalder den.
Hej Rene
Vil det sige, at du er enig i, at troen helt og aldeles er Guds gave og at mennesker ikke har en hverken hel eller delvis fri vilje, som kan beslutte sig for at tro?
Jeg har skrevet en lille allegori i dag som tilfældigvis besvarer dit spørgsmål. Det blev nu skrevet før jeg læste det her, men synes det rammer det du skriver. Du kan se den her:
http://sand.omvendelse.dk/peter-sellers-kunne-ikke-komme-ind-pa-slottet-503.htm
Det besvarer ikke det hele, men den absolut vigtigste del. Jeg regner bestemt med at komme ind på emner i serien om den nye fødsel som jeg har tænkt mig at gå i gang med i næste uge.
[quote comment=""]Hej Rene Vil det sige, at du er enig i, at troen helt og aldeles er Guds gave og at mennesker ikke har en hverken hel eller delvis fri vilje, som kan beslutte sig for at tro?[/quote]
Hvorfor skulle han dog mene dette. Troen er Guds gave, men hvorfor skulle det da følge deraf at mennesket ikke har en fri vilje til at tro? Gud har i forudviden om vores tro, valgt vores tro som frelsende. Det er Hans eget suveræne valg at det skulle frelse os. Præcis som med vores dåb. For nogle af os, var det deri Gud genfødte os, selvfølgelig ikke som noget dåben var i stand til, men fordi Gud har valgt dåben. For andre var det ikke der, fordi det ikke var muligt, som fx fordi man hang på en kors. Der genføder Gud jo stadigvæk – det afhænger jo nemlig ikke af vores "rigtigt udførte ritualer," men Guds kraft.
Hej David
Så er troen jo heller ikke Guds gave, men blot en norm, Gud forud har sat, som vi skal stemmer overens med for at blive frelst. Og det samme med dåben. Tydeligere kan det vel ikke siges, at du betragter både troen og dåben som lovgerninger, vi skal udføre for at behage Gud og vinde hans nåde.
Hej Rene
For mig at se, besvarer den ikke meget. Den siger, at Gud i hvert tilfælde er medvirkende ved omvendelsen og måske initiativtager, men den siger ikke noget om, hvorvidt troen og frelsen alene er Guds gave eller om den delvis skyldes mennesket selv.
Jeg kan ikke se hvorledes det gør tro til en lovgerning, eller ikke til Guds gave. Den må du lige forklare. Hvis du mener at der intet frit element er som Gud fx har kendt forud og derudfra suverænt valgt hvem han giver troen som gave til frelse, så må du også mene at de der en dag går fortabt ville være frelst hvis Gud havde valgt dem, og der er ingen grund i dem til hvorfor de ikke er blevet udvalgt fremfor de der blev udvalgt. Det er Gud der dermed sørger for at de går fortabt, ved ikke at udvælge dem.
Hvis troen er noget, man selv frembringer, er den naturligvis ikke en gave og heller ikke Guds, men menneskets gerning. Hvis troen ikke frelser, fordi den fortrøster sig til syndernes forladelse og modtager den, men alene fordi Gud tilfældigvis har bestemt, at dem der opfylder denne betingelse, vil bliver frelst, så er den ikke længere et modtagemiddel, men en gerning, Gud kræver opfyldt, for at Gud vil frelse, dvs. en lovgerning. En lovgerning er ikke defineret ved at den er noget ydre, som den evangelikale tradition siger. En lovgerning er defineret ved, at det er en betingelse, mennesket opfylder for at vinde Guds velbehag.
Mht. konsekvensen af læren om udvælgelsen, så rører vi her ved fornuften. Forstanden spiller en rolle i at forstå, hvad Skriften siger og i at drage konsekvenserne indenfor det enkelte lærepunkt. Men fornuften skal ikke gøres til dommer over Skriften. Når skriften hævder ting, der synes at være modsætninger, må fornuften træde tilbage og ikke gøre sig til dommer over de mysterier, som Guds ord ikke løser. Ligesom man kender til paradokser indenfor matematik og logik, som man ikke har kunnet løse, sådan vil der også være paradokser i Guds ord, som vi ikke nødvendigvis vil kunne se løsningen på, før ved Jesu genkomst. Her må vi bøje os for Guds ord.
Det gælder bl.a. læren om udvælgelsen. Skriften lærer både, at de som frelses er udvalgt dertil og alene frelses af Guds nåde uden noge årsag i dem, at Gud vil at alle frelses, og at der er mennesker, der går fortabt pga. deres egen skyld.
Disse tre dogmer kan ikke forenes, uden at en af dem fornægtes. Prøver man ender man enten i universalisme, calvinisme eller arminianisme. Men i stedet skal man lade paradokset stå, som alene den lutherske kirke har gjort.
@David – Jeg er ingenlunde skriftklog, derfor tillader jeg mig alligevel i dette forum at give mit bud på dit dilemma.
Da Adam og Eva havde syndet mod Gud, gemte de sig for Gud, Gud måtte opsøge mennesket, og det har været virkeligheden lige siden. Selv hvis mennesket bliver sat i et valg mellem en evighed hos Gud og jordisk lykke kan mennesket ikke vælge Gud.
Men er der så nogen som er forudbestemt til fortabelse, nogen Gud ikke kalder til frelse? Nej langt fra, Gud vil at alle mennesker skal frelses, det er Hans viljes beslutning, således er alle mennesker forudbestemt til frelse, den tanke grundlagde Gud allerede da han smed Adam og Eva ud af paradiset.
Således er troen lige så lidt som dåben en menneskelig handling/gerning, begge dele af Guds suveræne indgriben, og tillader mennesket sig at gøre enten troen eller dåben eller begge dele til deres eget projekt, symbol eller bekræftelse, så er det i strid med Skriftens klare vidnesbyrd om hvorledes Gud lige siden syndefaldet er kommet til os, kommet til mennesket, ikke omvendt.
Hej Jesper
Jeg er i det store hele enig med dig. Jeg faldt dog lige over dette udtryk:
[quote comment=""]Nej langt fra, Gud vil at alle mennesker skal frelses, det er Hans viljes beslutning, således er alle mennesker forudbestemt til frelse, den tanke grundlagde [/quote]
Jeg er helt enig i, at Gud vil at alle mennesker skal frelses. På den måde er frelsen bestemt for alle mennesker. Men jeg mener ikke, at Skriften siger, at alle mennesker er forudbestemt til frelse. Den siger jo, at mange er kaldede, men få er udvalgt (Matt 22,14). Der mener jeg, at man må holde fast ved paradokset.
Se evt. min prædiken over Matt 22,1-14 fra sidste år, som jeg netop har lagt ud.
Jeg er helt enig!
Magnus Sørensen skrev:
[quote comment=""]Når skriften hævder ting, der synes at være modsætninger, må fornuften træde tilbage og ikke gøre sig til dommer over de mysterier, som Guds ord ikke løser. Ligesom man kender til paradokser indenfor matematik og logik, som man ikke har kunnet løse, sådan vil der også være paradokser i Guds ord, som vi ikke nødvendigvis vil kunne se løsningen på, før ved Jesu genkomst.[/quote]
I princippet kan jeg følge dig. Men der findes jo både ægte paradokser og tilsyneladende paradokser. (Og så kan man filosofere over, om de ægte paradokser i virkeligheden blot er "ægte", fordi vi endnu ikke har gennemskuet dem ;-))
Hvis man har sætningen "A er B" og "A er C", så er det tilsyneladende et paradoks. Men måske er løsningen, at "B er synonymt med C", eller endnu mere snedigt, at A="fugle" og B="dyr" og C="fjerede", så der i virkeligheden ikke er et paradoks, men om forskellige kendetegn/aspekter.
Man KAN vel godt i teorien tænke sig et tilsvarende "paradoks", som alene skyldes, at man ikke har set klart nok i Skriften? Og hvordan løser man et sådant paradoks uden ved forstandens hjælp? Og – endnu værre – hvordan viser man, at det er "løst", uden at få skudt i skoene, at man bare er en af dem, som ikke anerkender Skriftens paradokser??? ;-)
Jeg er sikker på, du kan følge problemstillingen, uanset om du konkret er enig med mig.
Hej Jesper
Der er en væsentlig forskel på at løse et tilsyneladende paradoks eller en tilsyneladende modsætning ved at afklare, hvad der rent faktisk står, og så at omtolke klare skriftsteder, som f.eks. siger, at dåben frelser eller at Gud frelste os ved dåben, fordi de ikke stemmer med ens fornuft. Det sidste er dit seneste blogindlæg om årsagssammenhæng et glimrende eksempel på.
Hej Magnus, jeg føler, du viger udenom… :-)
Jeg ved, vi konkret er uenige om dåbssyn osv. Det er ok.
Men du forholder dig ikke til mine eksempler, og princippet i, hvordan man kender forskel på det tilsyneladende paradoks og det (evt.) ægte. Skrift skal tolke Skrift. Ergo, hvis du har flere skriftsteder, hvor der er nogle indbyggede spændninger eller modsætning, hvad så? Skal man (altid) sige, at "Skriften har talt, uanset om der er et paradoks i det" eller kan man tillade sig at sige noget i retning af "Hvis skriftsted A skal være sandt, må skriftsted B forståes i en snæver fremfor i en bred betydning, og skriftsted C handle om noget helt andet end A".
Det sidste ville jeg jo blot kalde bibelsk eksegese. Man er nødt til at bruge forstanden og analysere teksten, og ikke udlede mere, end der samlet set (!) er dækning for i Skriften! IMO. ;-)
Hej Jesper
Der er forskel på, at Skriften siger A=B og A=C og, hvis skriften siger A=C og A= ikke-C.
Hvis to skriftsteder siger det stik modsatte (C og ikke-C), kan de ikke begge være sande. Da må man tjekke teksten igen og se, om en af dem er forstået forkert eller mindre klar end de andre.
Men hvis klare tekster siger ting, som vi ikke kan forene med vores fornuft, så der er tale om paradokser, må vi nøje os for Skriften. Mens logikken kan bruges til at udledes sandheder af Skriften, kan den ikke bruges som dommer over Skriftens klare udsagn. Det mener jeg ikke, er bibelsk eksegese. At noget virker ulogisk kan selvfølgelig få en til at tjekke, hvad Skriften siger en ekstra gang, men det kan aldrig bruges til at ændre meningen af en ellers klar tekst. Da gør man fornuften til herre over Skriften i stedet for tjener.
{ 1 trackback }