Der er forskel på, at Skriften siger A=B og A=C og, hvis skriften siger A=C og A= ikke-C.
Hvis to skriftsteder siger det stik modsatte (C og ikke-C), kan de ikke begge være sande. Da må man tjekke teksten igen og se, om en af dem er forstået forkert eller mindre klar end de andre.

Men hvis klare tekster siger ting, som vi ikke kan forene med vores fornuft, så der er tale om paradokser, må vi nøje os for Skriften. Mens logikken kan bruges til at udledes sandheder af Skriften, kan den ikke bruges som dommer over Skriftens klare udsagn. Det mener jeg ikke, er bibelsk eksegese. At noget virker ulogisk kan selvfølgelig få en til at tjekke, hvad Skriften siger en ekstra gang, men det kan aldrig bruges til at ændre meningen af en ellers klar tekst. Da gør man fornuften til herre over Skriften i stedet for tjener.

Jeg ved, vi konkret er uenige om dåbssyn osv. Det er ok.

Men du forholder dig ikke til mine eksempler, og princippet i, hvordan man kender forskel på det tilsyneladende paradoks og det (evt.) ægte. Skrift skal tolke Skrift. Ergo, hvis du har flere skriftsteder, hvor der er nogle indbyggede spændninger eller modsætning, hvad så? Skal man (altid) sige, at "Skriften har talt, uanset om der er et paradoks i det" eller kan man tillade sig at sige noget i retning af "Hvis skriftsted A skal være sandt, må skriftsted B forståes i en snæver fremfor i en bred betydning, og skriftsted C handle om noget helt andet end A".

Det sidste ville jeg jo blot kalde bibelsk eksegese. Man er nødt til at bruge forstanden og analysere teksten, og ikke udlede mere, end der samlet set (!) er dækning for i Skriften! IMO. ;-)

Der er en væsentlig forskel på at løse et tilsyneladende paradoks eller en tilsyneladende modsætning ved at afklare, hvad der rent faktisk står, og så at omtolke klare skriftsteder, som f.eks. siger, at dåben frelser eller at Gud frelste os ved dåben, fordi de ikke stemmer med ens fornuft. Det sidste er dit seneste blogindlæg om årsagssammenhæng et glimrende eksempel på.

[quote comment=""]Når skriften hævder ting, der synes at være modsætninger, må fornuften træde tilbage og ikke gøre sig til dommer over de mysterier, som Guds ord ikke løser. Ligesom man kender til paradokser indenfor matematik og logik, som man ikke har kunnet løse, sådan vil der også være paradokser i Guds ord, som vi ikke nødvendigvis vil kunne se løsningen på, før ved Jesu genkomst.[/quote]

I princippet kan jeg følge dig. Men der findes jo både ægte paradokser og tilsyneladende paradokser. (Og så kan man filosofere over, om de ægte paradokser i virkeligheden blot er "ægte", fordi vi endnu ikke har gennemskuet dem ;-))

Hvis man har sætningen "A er B" og "A er C", så er det tilsyneladende et paradoks. Men måske er løsningen, at "B er synonymt med C", eller endnu mere snedigt, at A="fugle" og B="dyr" og C="fjerede", så der i virkeligheden ikke er et paradoks, men om forskellige kendetegn/aspekter.

Man KAN vel godt i teorien tænke sig et tilsvarende "paradoks", som alene skyldes, at man ikke har set klart nok i Skriften? Og hvordan løser man et sådant paradoks uden ved forstandens hjælp? Og – endnu værre – hvordan viser man, at det er "løst", uden at få skudt i skoene, at man bare er en af dem, som ikke anerkender Skriftens paradokser??? ;-)

Jeg er sikker på, du kan følge problemstillingen, uanset om du konkret er enig med mig.

Jeg er i det store hele enig med dig. Jeg faldt dog lige over dette udtryk:
[quote comment=""]Nej langt fra, Gud vil at alle mennesker skal frelses, det er Hans viljes beslutning, således er alle mennesker forudbestemt til frelse, den tanke grundlagde [/quote]
Jeg er helt enig i, at Gud vil at alle mennesker skal frelses. På den måde er frelsen bestemt for alle mennesker. Men jeg mener ikke, at Skriften siger, at alle mennesker er forudbestemt til frelse. Den siger jo, at mange er kaldede, men få er udvalgt (Matt 22,14). Der mener jeg, at man må holde fast ved paradokset.

Se evt. min prædiken over Matt 22,1-14 fra sidste år, som jeg netop har lagt ud.

Da Adam og Eva havde syndet mod Gud, gemte de sig for Gud, Gud måtte opsøge mennesket, og det har været virkeligheden lige siden. Selv hvis mennesket bliver sat i et valg mellem en evighed hos Gud og jordisk lykke kan mennesket ikke vælge Gud.

Men er der så nogen som er forudbestemt til fortabelse, nogen Gud ikke kalder til frelse? Nej langt fra, Gud vil at alle mennesker skal frelses, det er Hans viljes beslutning, således er alle mennesker forudbestemt til frelse, den tanke grundlagde Gud allerede da han smed Adam og Eva ud af paradiset.
Således er troen lige så lidt som dåben en menneskelig handling/gerning, begge dele af Guds suveræne indgriben, og tillader mennesket sig at gøre enten troen eller dåben eller begge dele til deres eget projekt, symbol eller bekræftelse, så er det i strid med Skriftens klare vidnesbyrd om hvorledes Gud lige siden syndefaldet er kommet til os, kommet til mennesket, ikke omvendt.

Mht. konsekvensen af læren om udvælgelsen, så rører vi her ved fornuften. Forstanden spiller en rolle i at forstå, hvad Skriften siger og i at drage konsekvenserne indenfor det enkelte lærepunkt. Men fornuften skal ikke gøres til dommer over Skriften. Når skriften hævder ting, der synes at være modsætninger, må fornuften træde tilbage og ikke gøre sig til dommer over de mysterier, som Guds ord ikke løser. Ligesom man kender til paradokser indenfor matematik og logik, som man ikke har kunnet løse, sådan vil der også være paradokser i Guds ord, som vi ikke nødvendigvis vil kunne se løsningen på, før ved Jesu genkomst. Her må vi bøje os for Guds ord.

Det gælder bl.a. læren om udvælgelsen. Skriften lærer både, at de som frelses er udvalgt dertil og alene frelses af Guds nåde uden noge årsag i dem, at Gud vil at alle frelses, og at der er mennesker, der går fortabt pga. deres egen skyld.

Disse tre dogmer kan ikke forenes, uden at en af dem fornægtes. Prøver man ender man enten i universalisme, calvinisme eller arminianisme. Men i stedet skal man lade paradokset stå, som alene den lutherske kirke har gjort.