På webstedet Tilbage til Bibelen samt på Sand Omvendelse kan man læse to, så vidt jeg kan se, identiske trosbekendelser. Et af punkterne er om omvendelsen, som nævnes før troen. Der står:
OMVENDELSE
Omvendelse er en evangelisk nåde, hvorved Helligånden åbenbarer for mennesker deres enorme syndige ondskab. Denne åbenbaring fører ved Guds nåde mennesker til at ydmyge sig med en bedrøvelse efter Guds vilje, en afsky overfor synd og et had overfor sit selv, med den hensigt og tanke, at vandre med Gud for at behage Ham i alle ting (Sl. 51, Mark. 1:15, Luk. 13:3, 24:47, Ap.G. 11:18, 20:21, 2 Kor. 7:9-10).
Omvendelse kan i Biblen bruges om både angeren og troen og om angeren alene eller troen alene. I sig selv er det heller ikke forkert at bruge ordet omvendelse om omvendelsens frugter, når blot man skelner dem fra troen og angeren og er bevidst om, at omvendelsen i egentlig forstand ikke inkluderer troens frugter.
Men når man ikke længere skelner mellem frugterne og angeren, går det galt. Det gør det i denne trosbekendelsen, hvor omvendelsen placeres før troen, men samtidig siges at inkludere had til synden og viljen til at vandre efter Guds vilje. Ønsket om at vandre efter Guds vilje og hadet til synden er en frugt af troen og ikke en forudsætning for den. Den eneste forudsætning, der kræves, er erkendelsen af, at man er en synder, og frygt for lovens straf. Men angeren og troens frugter blandes sammen i denne trosbekendelse og placeres begge før troen.
Denne evangelikale trosbekendelse afslører en lære, der reelt svarer til den romersk-katolske lære om boden, som reformationen først og fremmest var et opgør med. Ifølge den romersk-katolske kirke skulle man angre af kærlighed til Gud for at få tilgivelse.
Men faktum er, at en synder, som ikke allerede er kommet til tro på evangeliet, slet ikke kan elske Gud, slet ikke kan hade synden og slet ikke kan ønske at vandre efter Guds vilje. Der skal ikke forkyndes for sådanne syndere, at de først skal hade synden, før de kan tro evangeliet. For de vil aldrig komme til at hade synden eller elske Gud.
Den eneste, der kan elske Gud og hade synden, er den, som af loven er blevet bragt til erkendelse af synden og Guds vrede og som allerede fortrøster sig til evangeliet om syndernes forladelse, som Kristus har vundet.
Engang imellem hører man evangelikale beskylde lutheranere for at holde fast ved romersk-katolske dogmer. Men det forholder sig lige modsat, som Luther også sagde om sværmerne og papisterne: de er to ræve, der er bundet sammen i halerne. I læren om boden og omvendelsen er der ikke nogen væsentlig forskel på papisme og evangelikalisme.
Den lutherske lære om omvendelsen, som stemmer overens med Skriften er ifølge den Augsburgske Bekendelses artikel 12:
Men boden består egentlig af disse to stykker: det ene er sønderknuselsen eller den angst, som indjages samvittigheden, når man er kommet til erkendelse af synden; det andet er troen, som opstår ud af evangeliet eller ved afløsningen, som tror, at synderne forlades for Kristi skyld, og som trøster samvittigheden og frier fra angsten. Dernæst bør der følge gode gerninger , som er bodens frugter.
Hør en prædiken om den sande lære om omvendelsen.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
{ 5 kommentarer… læs dem nedenfor eller tilføj en }
Det er dejligt at se din nidkærhed for sand lære. Jeg tror dog at du her hænger dig for meget i vores doktriners korrekthed. Vi ønsker ikke med doktrinerne at specificere en præcis rækkefølge, men ønsker at udpege helt essentielle områder hvor vi som kristne alle må være med og kæmpe sammen side om side for den sande tro, mens vi samtidig indrømmer at der kan være forskelle mellem forskellige kirkesamfund.
Men hvad vores motiver så end er, så har jeg svært ved at tage din kritik seriøst af et par årsager:
* Du argumenterer ikke ud fra skriften men ud fra en teologisk opfattelse du har. Du citerer intet skriftsted som afgørende for din pointe.
* Du citerer Luther for at sige noget der ikke har nogen relevans til den pointe du kritiserer. Og du citerer ham som om <i>han</i> er autoritet nok i sig selv. Det er ikke i Luthers ånd.
Vi vil med glæde gå i debat med dig ud fra skriften, men det skal netop ske på skriftens grund. Vi har tilknyttet 7 skriftsteder i vores udsagn om omvendelse, du har ingen kommentar på et eneste af dem.
Så har jeg også lidt svært ved at følge din teologiske pointe. Du bygger alt på at omvendelse er nævnt før tro. Men det er det også i Markus 1:14. Er det så også forkert af bibelen? Eller Hebræerbrevet 6:1.
Hej David
Jeg mener nu ikke, at man kan hænge sig for meget i lærens korrekthed. Man kan selvfølgelig komme til at formulere sig uheldigt, og så må man jo få det afklaret. Det er dog ikke dét, du forsøger i din kommentar. Egentlig havde jeg forventet, at du/I ville tage afstand fra den romersk-katolske bodslære, men i stedet vil du nu have mig til at dokumentere ud fra skriften, at den er forkert. Nuvel, det gør jeg gerne.
Jeg har dog ikke nægtet at argumentere for den lutherske lære ud fra Skriften. Men pointen i dette indlæg var ikke at begrunde det lutherske synspunkt. det var i stedet at påvise overensstemmelsen mellem jeres trosbekendelse og den papistiske bodslære og at modstille den med den lutherske.
Der er derfor også tale om en falsk anklage, når du hævder, at jeg gør Luther til en autoritet i sig selv (Den Augsburgske bekendelse er nu ikke skrevet af Martin luther, men det er en anden sag). Hvis du genlæser teksten vil du også se, at der er tale om en eksemplificering og ikke en begrundelse for lærens rigtighed.
Jeg bygger ikke det hele på, at omvendelse nævnes før troen, men på, at angeren og troens frugter blandes sammen og begge nævnes før troen. det kan være, at I blot har formuleret jer uheldigt. det har i jo så chancen for at rette op på.
Jeg har tydeligt skrevet, at selve ordet omvendelse kan bruges i både en snæver betydning (angere), en bredere (anger +tro) og en endnu bredere (+troens frugter)
Før vi skal diskutere, hvad Skriften siger, er det afgørende, først at afklare, hvori stridspunktet består.
Vil du fastholde, at omvendelsen består af frygt or Guds vrede og had til synden samt ønsket om at leve efter Guds vilje og at disse begge går forud for troen. Jeg kan ikke se, at nogen af de nævnte skriftsteder dokumenterer et sådant synspunkt.
Mht. den bibelske begrundelse for den lutherske lære om, at den eneste nødvendige forudsætning er erkendelse af synden (og ikke had til den eller ønske om at leve efter Guds vilje), så mener jeg, at den dokumenteres af bl.a. Markus 2,17 8som jeg faktisk indirekte henviste til med henvisningen til prædiken over teksten. Desuden dokumenteres den af f.eks. Rom 3,20. Joannes 15,1-11 dokumneterer også, at frugterne følger af, at man er på træet ved troen og ikke går forud for dette. Ef. 2,1f viser, at den vantro er åndeligt død og ikke kan nærme sig Gud eller ønske at tjene ham.
Du bygger dit argument på følgende påstand:
<blockquote>Men når man ikke længere skelner mellem frugterne og angeren, går det galt. Det gør det i denne trosbekendelsen, hvor omvendelsen placeres før troen, men samtidig siges at inkludere had til synden og viljen til at vandre efter Guds vilje.</blockquote>
Din konjunktion
(Omvendelsen placeres før troen, men samtidig siges at inkludere had til synden og viljen til at vandre efter Guds vilje.)
Er præmissen der for følgende konklussion:
(man ikke længere skelner mellem frugterne og angeren,)
Der igen er præmis for din endlige pointe om:
(Det går galt)
Og dette skal forstås ud fra at det en eksemplificering af en papisk doktrin.
Begge led i en konjunktion må være sande, hvis hele konjunktionen skal være sand. Derfor bygger dit argument fuldstændigt på en tilsyneladende fuldstændighed over listens rækkefølge. Tyndt, men vi takker for dine argumenter (især efter der er kommet skrifthenvisninger på) og vil tænke over hvorvidt det vil enten nu, eller på sigt drive os væk fra evangeliet, at formulere doktrinerne således.
[quote comment=""]Du bygger dit argument på følgende påstand: <blockquote>Men når man ikke længere skelner mellem frugterne og angeren, går det galt. Det gør det i denne trosbekendelsen, hvor omvendelsen placeres før troen, men samtidig siges at inkludere had til synden og viljen til at vandre efter Guds vilje.</blockquote> Din konjunktion (Omvendelsen placeres før troen, men samtidig siges at inkludere had til synden og viljen til at vandre efter Guds vilje.) Er præmissen for følgende konklussion: (man ikke længere skelner mellem frugterne og angeren,) Der igen er præmis for din endlige pointe om: (Det går galt) Og dette skal forstås ud fra at det en eksemplificering af en papisk doktrin. Begge led i en konjunktion må være sande, hvis hele konjunktionen skal være sand. Derfor bygger dit argument fuldstændigt på en tilsyneladende fuldstændighed over listens rækkefølge. Tyndt, men vi takker for dine argumenter (især efter der er kommet skrifthenvisninger på) og vil tænke over hvorvidt det vil enten nu, eller på sigt drive os væk fra evangeliet, at formulere doktrinerne således.[/quote]
Hej igen David
Det glæder mig, at i vil overveje jeres tilbagevenden til den romerske bodslære.
Jeg vil lige tilføje en væsentlig detalje til den første præmis: det vigtige er, at den både indeholder angeren og troens frugter, men ikke indeholder troen.
Hvis den indeholdt troen, kunne man have forstået omvendelsen som beskrivelse af hele omvendelsen + dens frugter, som stadig ikke er en del af omvendelsen i egentlig forstand.
Men da troen ikke regnes med i omvendelsen, må det forstås som den omvendelse, der går forud for troen, hvilket tydeliggøres af placeringen i trosbekendelsen.
Derfor er det problematisk at regne noget med, som ikke blot følger af angeren, men faktisk først følger af den sande tro, og som er en del af fornyelsen. På den måde bliver begyndende fornyelse/helliggørelse en forudsætning for frelsen og ikke en følge af den.
{ 1 trackback }