Ifølge LM’s hjemmeside har LM’s ledelse modtaget et brev med 125 underskrifter mod ledelsen. Brevet kritiserer det nye strukturforslag (som jeg før har nævnt) samt en række andre punkter. Man protesterer bl.a. over påvirkningen fra Willow Creek, Saddleback Church, kirkevækstbevægelsen og positiv omtale af Dansk Oase.
Det er sørgeligt, at en sådan underskriftindsamling er nødvendig. Men desværre er den det. Man kan dog ikke lade være med at tænke, at problemerne i LM kun er symptomer på et dybere problem. LM har fra begyndelsen været en vækkelsesbevægelse, som var påvirket af pietisme og de evangelikale vækkelser, ligesom Indre Mission også var det.
Allerede begrebet vækkelse indikerer, at Guds ord ikke i sig selv er virksomt til frelse til alle tider, men må tilføres kraft, enten fra Gud eller fra mennesker.
Begrebet vækkelse er af reformert ikke-luthersk oprindelse og findes i to udgaver. I den calvinistiske udgave, er det Gud alene, der virker frelsen, men han virker ikke altid fuldt ud gennem sit ord. I den synergistiske udgave, er det mennesker, der ved den rette brug af Guds ord, gør Guds ord virkekraftigt. Synergisme vil sige, at man tror, at mennesker kan samarbejde med Gud i omvendelsen. Men fælles for begge forståelser af ordet vækkelse er, at evangeliet ikke er en Guds kraft til frelse.
Begge forståelser har også rod i pietismen, hvor man tidligt tilsluttede sig den vranglære, at Gurds ord kun var virkekraftigt, når det var i brug. Det var dét, at man brugte Guds ord, der gjorde det virksomt.
Resultatet af denne tænkning er dét, vi ser med kirkevækstbevægelsen i dag. Fordi man ikke længere tror på ordets kraft, finder man på substitutter og tør ikke længere forkynde Guds ord rent og klart. Konsekvensen er, at mennesker, åndeligt set, sulter ihjel eller bliver direkte forgiftet og dør. Men kirkevækstbevægelsen får heller ikke flere mennesker til at gå i kirke. Tværtimod, så er antallet af kirkegængere faldet i USA efter denne bevægelses fremkomst (se bl.a. her).
Vil de 125 tilbage til bibelsk og luthersk kristendom, må de tage fat i den pietistiske vækkelsesrod og vende tilbage til tilliden til Guds ords virkekraft. Da må man også gøre op med de pietistiske kirkesyn, hvor man laver sine egen forsamlinger udenom den lokale menighed med egne prædikanter, der ikke er kaldet af en egentlig menighed. Det må naturligvis også betyde et brud på det kirkelige fællesskab med folkekirken og dens menigheder.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
{ 8 kommentarer… læs dem nedenfor eller tilføj en }
Det er en noget povert kritik af vækkelse, når du om reformerte og synergister siger:
Men fælles for begge forståelser af ordet vækkelse er, at evangeliet ikke er en Guds kraft til frelse.
Du giver en række beskrivende sætninger omkring hvad det så handler om:
1) Vil de 125 tilbage til bibelsk og luthersk kristendom, må de tage fat i den pietistiske vækkelsesrod og vende tilbage til tilliden til Guds ords virkekraft.
2) Da må man også gøre op med de pietistiske kirkesyn, hvor man laver sine egen forsamlinger udenom den lokale menighed med egne prædikanter, der ikke er kaldet af en egentlig menighed.
3) Fordi man ikke længere tror på ordets kraft, finder man på substitutter og tør ikke længere forkynde Guds ord rent og klart.
1 – 2 og 3 kræver alle at der er nogen der gør noget. At udføre disse handlinger. Prædike Guds ord rent og klart, vende tilbage til Guds ord virkekraft og gøre op med et eller andet, er alle elementer i det man kalder for … vækkelse. Det er derfor et eksempel på dårlig tænkning når du affejer vækkelse som om Guds ord ikke er nok, og så bagefter kalder folk tilbage til at gøre nogle ting. Og så er det ligegyldigt at disse ting inkluderer et eller andet om Guds ord. Du som dem mener at der er ting vi må gøre for at komme tilbage til kristendommens sande udtryk. De kalder dette for vækkelse, du bruger ikke ordet, men vil det samme.
[quote comment=""]Det er derfor et eksempel på dårlig tænkning når du affejer vækkelse som om Guds ord ikke er nok, og så bagefter kalder folk tilbage til at gøre nogle ting. Og så er det ligegyldigt at disse ting inkluderer et eller andet om Guds ord. [/quote]
Nej, jeg mener ikke, det er ligegyldigt, om det indeholder "et eller andet om Guds ord". Spørgsmålet er netop, om Helligånden altid virker fuldt og helt på menneskers frelse gennem ordet, eller om Helligåndens kraft i ordet skal aktiveres ved noget andet. Det gør en enorm forskel, om man mener, at vores opgave er at forkynde Guds ord rent og klart i tillid til, at det virker og er ånd og liv (Joh6,63), eller om man tror, at ordet i sig selv er dødt, men må levendegøres enten ved at Gud engang imellem gør det, eller ved menneskers anstrengelser og teknikker.
Der er enorm forskel på at forkynde ordet i tillid til at det i sig selv er virksomt, som det selv siger (Es 55), og på den anden side at forkynde det med det mål at gøre det virksomt eller med den bøn, at Gud må gøre det virksomt.
Når først tilliden til, at ordet er ånd og liv, er væk, så følger kirkevækstænkningen efter. Da vækkelsesbegrebet blev introduceret i First Great Awakening (den med Edwards og Whitefield) var det med udgangspunkt i calvinismens tanke om, at Gud nogengange virker fuldt ud ved sit ord. Men resultatet sås i The Second Great Awakening med Charles Finneys "kirkevækststrategi", hvor målet var, at få mennesker til at "stemme på Jesus".
Hvor meget skal vi gøre? Hvor meget skal Gud? Magnus, hvis du læser flg. liste over forskellige situationer, kan du måske forklare mig, hvor den kvalitative forskel indtræffer???
1. Jeg står op til en gudstjeneste og taler Ordet på latin, som ikke et menneske i forsamlingen forstår. Hvor mange bliver frelst/påvirket/udfordret? Virker Ordet uanset sproglige begrænsninger?
2. Jeg står op og prædiker udfra en (dansk) bibel fra 1300-tallet, og bruger kirkesprog fra den tid, som kun 1-2% af forsamlingen kender eller kan gætte sig til. Hvor mange bliver frelst/påvirket osv.? Virker Ordet uanset sproglige (og kulturelle) begrænsninger?
3. Jeg står op og prædiker udfra den nuværende autoriserede bibel, men bruger kirkelige vendinger og indforstået sprog, som måske 10-20% af forsamlingen forstår. Hvor mange…? Og virker Ordet uanset min sproglige indforståethed?
4. Jeg prædiker udfra en nutidig bibel (autoriseret eller fri), og jeg formidler budskabet i almindeligt sprog, med eksempler som folk kan genkende fra deres hverdag, og som mindst 80% af forsamlingen forstår. Hvor mange…?
5. Jeg formidler som før budskabet i almindeligt sprog, men inddrager f.eks. et videoklip eller en powerpointpræsentation i forkyndelsen, så budskabet formidles visuelt og ikke kun auditivt. Måske fanger hele 95%, inkl. dem som er mere visuelle/moderne, budskabet. Hvor mange bliver frelst osv. …?
6. Jeg gør som i pkt. 4 eller 5, men sænker samtidig tærsklen og siger, at man som kristen godt kan gå ud og score piger i weekenden o.lign., i et forsøg på at imødekomme forsamlingen. Hvor mange…?
Jeg er 100% enig i, at pkt. 6 er vranglære, og at en sådan tilgang er dybt problematisk. Jeg kan forstå, at hvis man fokuserer meget på "ordet", så kan man have fordomme mod det visuelle i pkt. 5. Men jeg kan ikke se, at der er noget i vejen med pkt. 4!
Du virker på mig som en, der går ind for pkt.3? I givet fald, hvor er den kvalitative forskel til pkt.4??? Jeg antager, du ikke går ind for pkt. 1 eller pkt. 2…
Og uanset, så viser eksemplerne vel, at det betyder NOGET, hvordan vi som mennesker forkynder Ordet. Så det er svært at se, at man kan stå meget, meget stejlt på, at Ordet virker heeelt udenom menneskers gøren og laden…!
øhh…jeg forstår ikke dine eksemplers relevans for diskussionen. Mht. hvordan man skal prædike, så kommer pkt. 4 nok tættest på min holdning, men det var ikke dét, indlægget drejede sig om.
@Jesper
Hvor meget skal vi gøre? Hvor meget skal Gud?
Det spørgsmål har jeg besvaret ovenfor: Det gør en enorm forskel, om man mener, at vores opgave er at forkynde Guds ord rent og klart i tillid til, at det virker og er ånd og liv (Joh6,63), eller om man tror, at ordet i sig selv er dødt, men må levendegøres enten ved at Gud engang imellem gør det, eller ved menneskers anstrengelser og teknikker.
Vores opgave er at forkynde Guds ord tydeligt og klart, dvs. forståeligt. Det skal vi gøre i tillid til, at Guds ord altid virker og ikke med den tanke, at vi skal få det til at virke eller tilføre det åndskraft.
Hej igen, Jesper
Jeg kom til at tænke på et billede, som måske kunne tydeliggøre problematikken: Er Biblen som et batteri eller som en ledning. Ledningen indeholder ikke i sig selv kraft. Enten skal man tilføre den energi ved at tilslutte den kontakten, eller også er man afhængig af, at strømmen rent faktisk er slået til. Men ledningen er i sig selv død og har ingen elektrisk kraft.
Anderledes er det med et batteri. Man får naturligvis ikke gavn af elektriciteten, hvis man ikke benytter det korrekt (og man skal bruge både – og + – et udemærket billede på lov og evangelium). Men det er ikke dét, at man benytter det korrekt, der gør det elektrisk. Batteriet har kraften forud for og uafhængigt af, om det rent faktisk bliver brugt.
Hvis man tror på det klassiske vækkelsesbegreb, ser man mere eller mindre Guds ord som en ledning, som kan tilføres kraft, enten ved at mennesker tilslutter den eller ved at Guds "slår strømmen til".
Lutheranere derimod tror, at Helligånden er uskilleig fra Guds ord og altid virker gennem ordet, ligesom kraften fra et batteri heller ikke tilføres udefra.
Mine pointer var også med tanke på Davids påstande om, at vi mennesker jo spiller en rolle.
Mht. dit i øvrigt glimrende billede af batteri, elektricitet og ledninger, så vil "vi" i vækkelsestraditionen nok sige, at Gud er batteriet, eller den som har kraften, og at forkyndelsen af Ordet, eller bøn, eller vandring ifølge Guds vilje er det, som "kobler os op" på Gud, og dermed på Guds kraft.
Jeg synes, der er mere teologisk dækning for at sige, at Gud har kraft, end at Guds Ord i sig selv har kraft. Gud er vel trods alt kilden, også til sit Ord?
Men i praksis er jeg såmænd ikke langt fra dig. For jeg mener også, at Gud har besluttet, at han altid understøtter sit ord, hvor det bliver forkyndt, og understøtter det med sin kraft og sin Ånd.
Men spørgsmålet består jo stadig i, om ikke mennesker spiller en rolle? Om ikke menneskers evne til at forkynde Ordet klart, og til at bygge bro over f.eks. kulturelle forskelle, spiller en rolle? Eller om det ikke betyder noget, at man beder, når nu Gud har sagt, vi skal bede for at få? Eller om det ikke betyder noget, at man er lydig mod Ordet, og indretter sig efter det, f.eks. mht. kirkestrukturer, fremgangsmåder osv.
Jeg forstår derfor ikke, du (tilsyneladende) nægter, at den menneskelige faktor spiller en (ret så stor?) rolle i, om Guds Ord får fremgang, som det beskrives i ApG…
Hej Jesper
Nej, jeg tror ikke, at vi er enige. Bøn og "vandring efter Guds vilje" er virkninger af ordet, ikke ting, der får det til at virke eller ting, der "kobler os op" på Gud. Bøn og helliggørelse er Guds virkning i dem, der tror.
Nu siger Biblen faktisk selv, at ordet er ånd og liv og at evangeliet er Guds kraft til frelse. Jeg kan ikke se, hvad der kan give bedre teologisk dækning end dét, Biblen siger. Medmindre det igen er i strid med din fornuft?
Mht, den menneskelige faktor, så synes jeg, at du fordrejer spørgsmålet. Spørgsmålet er, hvad der giver ordet kraft, ikke hvordan ordet bliver spredt ud. For at vende tilbage til billedet, så bliver der ikke tilført batteriet kraft ved at det bliver sat til f.eks. en lampe.
Det er rigtigt, at den skal sættes korrekt til, men det er ikke dét, der gør den elektrisk. På samme måde er Ånden i ordet uafhængig af dets brug, men det må bruges for at man kan få gavn af det.
Når Guds ord blandes med løgn, betyder det selvfølgelig, at det går ud over kraften deri. Og når fremgangsmåder ikke fremmer ordet, men f.eks. ekstatiske følelser eller andet, der fokuserer på emnnesker frem for ordet, så er det også et angreb på ordet.
Den menneskelige faktor, der betyder noget, er altså at forkynde Guds ord rent og klart og løfte ordet frem med alle sine fremgangsmåder, fordi ordet har kraft til at frelse.
Her er forskellen til den klassiske vækkelsestænkning, hvor man f.eks. i Second Great Awakening opfandt "#nye midler", som tog ordets plads som nådmiddel, fordi det ikke var nok. Det samme gør man idag.
Du fordrejer altså spørgsmålet, når du gør det til et spørgsmål, om hvorvidt der er en menneskelig faktor. Spørgsmålet er, om den nødvendige menneskelige faktor er, at Guds ord prædikes rent og klart og sættes i centrum, eller om en menneskelig faktor skal supplere Guds ord og indgyde det kraft, fordi det mangler kraft i sig selv.