Et stråmandsargument

På Bloggen Simonster kan man læse om to måder at se kirke  og Guds rige på. den ene fokuserer på kirken som et arbejdsfællesskab og den anden på skyld og tro på evangeliet. Simonster argumenterer for, at disse to sider skal forenes.

Her er det så jeg spørger, om der er ret mange konservative kirkelige retninger, der er uenige i dette? Hvem er det, der slet ikke mener, at kirken er et arbejdsfællesskab? Hvem er det, det kun vil forkynde om syndernes forladelse og ikke om helliggørelse? Spørgsmålet er, om ikke Simonster her sætter en stråmand op, som han derefter skyder ned. En stråmand, som nogle kan få indtryk af, er gammel luthersk kristendom. Det er det heldigvis ikke. Ved hjælp af denne stråmand undgår Simonster at taget stilling til det egentlige spørgsmål: hvordan hænger disse to ting sammen. Eller rettere: han camouflerer, at det er her, hans problem ligger.

For er spørgsmålet ikke netop, hvordan de to sider af kristentroen skal forenes? Om hvad der er årsag og hvad der er virkning. Det er sandt nok, at den nye lydighed og helliggørelsen mange steder i Folkekirken fornægtes (se f.eks. min dokumentation her). Men det er nogenlunde de samme steder, hvor synden, Guds vrede og syndernes forladelse for Kristi skyld er forsvundet. Der er altså tale om en falsk modstilling.

Problemet ved indlægget på Simonsters blog er den tilsyneladende grundlæggende mistillid til, at evangeliet om syndernes forladelse rent faktisk fornyer menneskehjerterne og giver frimodighed til at tjene: “Konsekvenserne for denne tænkning medfører let at kirkens medlemmer bliver siddende på deres flade og håber på at Gud vil sende arbejdere ud som kan forkynde evangeliet.”

Medfører fokus på syndernes forladelse virkelig, at mennesker bliver dovne?  Eller er det snarere sådan, at alene evangeliet om syndernes forladelse kan forny menneskehjertet og give mennesker glæde over Guds vilje og frimodighed til at tjene Gud og deres næste. Til slut skriver Simonster igen:   “Problemet med den sidste “tese” er der stadig. Nåden kan stadig blive en sovepude.”

Jo, hvis det reelt ikke er nåden, der forkyndes, men blot syndernes tilladelse, så kan den falske nåde måske blive en sovepude. Men det skyldes jo faktisk, at det ikke er nåden og syndernes forladelse, der forkyndes, men Guds ligegyldighed.

Men hvis loven forkyndes, så mennesker dagligt erkender, at de er syndere; og hvis evangeliet forkyndes, så de dagligt fortrøster sig til syndernes forladelse for Kristi skyld, så vil der også dagligt opstå et nyt menneske som tjener Gud i hjemmet, kirken og samfundet.

Evangeliet skal ikke fuldendes af loven. Den sande tro er ikke en død tro, som skal have livet og de gode gerninger lagt til. Den sande tro er virksom i kærlighed. Troen frelser uden gode gerninger, men troen er aldrig uden gode gerninger. Når man i stedet vil “kombinere” retfærdiggørelse og helliggørelse, afslører det, at man egentlig tror, at troen ikke er virksom i gode gerninger. Det var netop den tanke, den lutherske kirke gjorde op med i Romerkirken.

Desværre har den pietistiske arv mange steder medført, at man tror, at loven kan  frembringe gode gerninger og at evangeliet ikke gør det. Men loven kan kun vise mennesker at de er syndere, eller – brugt forkert – bilde mennesker ind, at de ikke er det.

Hvis loven derimod bruges rigtigt, og evangeliet ligeså, så vil mennesker tro, og i kærlighed til deres frelser og de mennesker, han har frelst, tjene ham og deres næste. Det er rigtigt, at budene naturligvis også skal være rettesnor for den kristne (lovens 3. brug). Men motivationen og kraften må komme fra evangeliet om syndernes forladelse.

Vil man derfor have kristent liv og gode gerninger, skal man fokusere på skyld og tilgivelse og stole på, at det også giver kraft og vilje til at tjene Gud og medmennesker.

Filip Melanchthon skriver i slutningen af Den Augsburgske Bekendelses artikel 20 om forholdet mellem tro og gerninger: Heraf ses det let, at denne lære ikke bør anklages for at forbyde gode gerninger, men at den langt snarere bør roses, fordi den viser, på hvilken måde vi kan gøre gode gerninger. Og det er netop, hvad den lutherske lære om retfærdiggørelse og helliggørelse gør: Den gør mennesker i stand til at gøre gode gerninger ved at fokusere på Kristi gerning for os.

Desværre florerer der en myte om, at lutheranere ikke har meget at sige om helliggørelse og gode gerninger. Det er heldigvis forkert. Den lutherske lære – som også er Biblens – er den eneste lære, som rent faktisk gør mennesker i stand til at gøre gode gerninger, fordi den befrier mennesker fra lovtrældom, så de kan tjene Gud af kærlighed og ikke af frygt for loven. Jeg kan anbefale at læse hele den Augsburgske bekendelses artikel 20, som handler om forholdet mellem tro og gerninger samt konkordieformlens artikel IV, som også omhandler de gode gerninger.

Vil man have mennesker til at gøre gode gerninger, må man altså først og fremmest fokusere på evangeliet om syndernes forladelse – for det er det, der sætter mennesker i stand til at tjene Gud og deres næste.

Et yderligere problem i blogindlægget er, at begrundelsen for det hele tilsyneladende er, at “de unge” ikke er tilfreds med fokus på retfærdiggørelsen: “Mange unge føler at kirken ikke taler deres sprog. Kirken forstår ikke at Biblen er meget mere end retfærdiggørelse og syndernes forladelse.”

Men at prædike helliggørelse for at få folk (også unge) i kirke  er at sammenblande lov og evangelium. Mennesker, der ikke kommer i kirke skal ikke høre om troens frugter, men loven og evangeliet. Hvis de ikke finder syndernes forladelse relevant, må de høre loven, indtil de gør.

Desværre hører man alt for ofte, at syndernes forladelse prædikes, uden at der først prædikes om synd (se f.eks. denne analyse af en artikel i IMT, der fremstiller denne falske bodslære); og så bliver syndernes forladelse netop irrelevant.

Når man vil begynde med at prædike Guds kærlighed og ikke Guds retfærdige dom, bliver mennesker ikke tørstige efter evangeliet.

Da vil de i stedet søge noget mere end evangeliet, som kan overbevise dem om, at de står i Guds nåde. Da vil enhver helliggørelsesprædiken blive brugt til at retfærdiggøre sig selv.

Eller også bruger de netop den falske “nåde” som sovepude, fordi man reelt ikke ved, hvad man er benådet fra og derfor reelt heller ikke tror på syndernes forladelse.

At lokke mennesker i kirke med tale om helliggørelse og kirken som arbejdsfællesskab gør dem kun til farisæere, som forhærder sig mod loven, evangeliet og sand helliggørelse.

Men lokkes mennesker i kirke ved at loven gør evangeliet relevant, da vil kirken også blive helliggjort og arbejde på at evangeliet må forkyndes for flere.

Dette indlæg blev udgivet under Ikke kategoriseret, Læren om frelsen (Soteriologi), Læren om helliggørelse, Omvendelse, Pietisme, lov og evangelium og tagget . Bogmærk permalinket. Indsend en kommentar eller trackback til denne artikel: Trackback-URL.

15 kommentarer

  1. Simon
    Udgivet 1. december 2008 kl. 13.23 | Permalink

    Hej Magnus
    Dit indlæg er set – men helt ærligt, så gad jeg ikke engang læse det hele.
    Men hvis du ser mit indlæg som en kritik mod luthersk kristendom, som Luther selv lærte, så tager du ganske fejl.
    Jeg skrev heller ikke indlægget til/mod Augustanakirken, omend det kunne se ud som om du følte dig stødt – det må så være dit problem.

  2. Udgivet 1. december 2008 kl. 16.57 | Permalink

    Hej Simon

    Det er op til dig, om du vil forsvare din lære mod saglig kritik. Hvis du mener, at jeg går fejl af dit indlæg i min kritik, lytter jeg selvfølgelig gerne til saglige argumenter.

    Hvad jeg ser dit indlæg som kan du få et indtryk af, hvis du læser resten af mit indlæg.

    Mit indlæg var skrevet som en kritik af dit indlæg og ikke fordi jeg følte mig stødt.

  3. Simon
    Udgivet 2. december 2008 kl. 13.01 | Permalink

    Min lære?

    Forskellen på dig om mig er vel, at alt hvad du siger kun kan være en proklamation af evangeliet og derfor ikke må udtrykke tvivl eller forsøge at imødekomme "strømninger" i kirkelivet som ikke er som man selv forstår teksten. Men helt ærligt – livet er for kort til at beskæftige sig med med folk med den "rette" lære som kræver at alt er på deres måde.

    Fx. vil jeg minde om Paulus som faktisk imødekommer dem han taler til, for at vinde deres lydhørhed hvorefter han har mulighed for at bringe ordet om Jesus.

    PS. hvis du nu lavede nogle kortere indlæg, kunne det jo være at man faktisk gad at læse dem.

  4. Udgivet 2. december 2008 kl. 23.04 | Permalink

    Hej Simon

    Du tillægger mig igen nogle motiver uden at forholde dig til mit konkrete indlæg. Som sagt lytter jeg gerne til saglig og konkret kritik, men en sådan kræver nok at du læser, hvad jeg skriver i stedet selv at finde på mine synspunkter.

    Du illustrerer jo egentlig en del af mit oprindelige indlægs pointe ved igen at lave en stråmand, som du så skyder ned i stedet for at forholde dig til virkelige synspunkter.

    At begrunde synspunkter sagligt kræver engang imellem, at man bruger lidt mere plads – og tid.

  5. Simon
    Udgivet 3. december 2008 kl. 11.55 | Permalink

    Hej Magnus
    Er det da ikke rigtigt at du tænker alle udtalelser omkring tro/bibel mv. som en proklamation af den sande lære/evangeliet? Det er i hvert fald sådan jeg har forstået det i diverse debatter du er med i. Men ok – måske har jeg bare forstået det forkert.

    Pointen med mit indlæg er at skabe en dialog med mennesker som har en overdreven fokus på et af de to syn jeg præsenterer. Netop fordi jeg mener at dette problem ses i den danske folkekirke. (Og folkekirke eller ej – det er ikke spørgsmålet som er til debat.)

    Du skriver:
    "At lokke mennesker i kirke med tale om helliggørelse og kirken som arbejdsfællesskab gør dem kun til farisæere, som forhærder sig mod loven, evangeliet og sand helliggørelse."

    Er det ikke også en stråmand du sætter op der? Det tror jeg nu nok. Måske skulle du se arbejdsfællesskabet på en anden måde. Måske ser nogle mennesker dette fællesskab som noget andet end det de er vant til og tænker: "hvad mon det er som de har sammen? Det vil jeg gerne høre mere om". Og værsgo Magnus – så tal om alt det med synd, bod, retfærdighørelse, tilgivelse og hvad der ellers må være centralt i kristendommen. For er det netop ikke taknemmeligheden over hvad Gud har skænket som viser hvad fællesskabet i virkeligheden handler om?

  6. Udgivet 3. december 2008 kl. 18.09 | Permalink

    Er det da ikke rigtigt at du tænker alle udtalelser omkring tro/bibel mv. som en proklamation af den sande lære/evangeliet?
    Nej, det er ikke sandt, at jeg gør det.  men det er sandt, at jeg tager folk til indtægt for, hvad de skriver.

    Jeg mener ikke, at vi er uenie om, hvad pointen med dit indlæg er. Min pointe var, at din pointe er forkert og både forvrænger problemet og forsimpler løsningen. Jeg synes, du skal forholde dig til mine indvendinger i mit indlæg.

    Så skriver du, at jeg sætter en stråmand op. Det er tilfældet, hvis jeg misrepræsenterer dit synspunkt. Det har du ikke vist, at jeg gør. Tværtimod bekræfter du netop dét syn, at kirkens arbejdsfællesskab og elliggørelse skal bringe mennesker i kirke. At du så er uenig i bedømmelsen af det syn er en anden sag – det gør det ikke til et stråmandsargument.

     

  7. Simon
    Udgivet 3. december 2008 kl. 20.24 | Permalink

    Hej Magnus.
    Jeg tror vist bare du er ude på at få en debat til at køre. Fx. skriver du i din indlæg at mit indlæg er et stråmandsargument, men det bliver det netop på grund af DIN antagelse: at jeg skriver til en forsamling som er konservativ og bibeltro og bekendelsestro eller hvad du nu mener med dine ord.
    Desuden skriver jeg ikke at det ENTEN er det ene ELLER det andet syn som kun regerer hos dem jeg gerne vil i dialog med, men at vægtlægningen kan være for meget til den ene af siderne. Dermed vil jeg mene at du må trække din "stråmandsanklage" tilbage.

    Der er vel ikke noget galt i at ønske at mennesker kommer i kirke? Og der kan vel være flere grunde til at man ønsker at komme i kirke. Det kan være frustration over synd og man tror kirken har noget at bringe til en der, at man har hørt nogle tale om evangeliet, at man har set et andet menneskes lykke/glæde og man undrer sig over hvorfor.

    Du vil vel også mene at diakonalt arbejde på en eller anden måde har til formål at få folk i tale – at møde mennesket med de behov (fysiske) det har hvilket kan føre til samtale om evangeliet eller deltagelse i en gudstjeneste?

  8. Udgivet 3. december 2008 kl. 21.06 | Permalink

    Hej igen Simon

    Jeg forstår ikke, hvorfor du har så travlt med at udtale dig om mine motiver og til gengæld så svært ved at forholde dig til mine argumenter.

    Jeg kan ikke se, hvorfor min antagelse om, at du skriver til konservative, skulle gøre det til et stråmandsargument. jeg har påpeget, at det hverken kan være konservative eller liberale i mit indlæg, da ingen reelt rammes – deraf begrebet stråmand.

    Jeg har faktisk ikke fremstillet dine alternativer som eksklusive enten-eller, så det er  heller ikke sandt. Jeg begyndte netop med at gengive dit synspunkt sådan, at den ene side fokuserede på det ene og den anden på det andet.

    Min hovedpointe er, at disse to parter, du vil forene, ikke findes. Du løser et problem, der ikke er der og tilslører i stedet et andet, nemlig HVORDAN de to ting hænger sammen.

    Nej selvfølgelig er der ikke noget i vejen med at fokusere på, at mennesker kommer i kirke. Du har revet min konklusion løs og betragter den nu isoleret fra resten af indlægget, som det stadig er uklart, om du har læst.

    Skulle vi ikke vente med at diksutere det, til du har læst og forholdt dig til min argumentation.

  9. Simon
    Udgivet 4. december 2008 kl. 11.43 | Permalink

    Hej Magnus
    Bevis du nu at der ikke er mennesker eller kirker som ikke falder i enten den ene eller anden grøft.

    Du skriver:
    "Problemet ved indlægget på Simonsters blog er den tilsyneladende grundlæggende mistillid til, at evangeliet om syndernes forladelse rent faktisk fornyer menneskehjerterne og giver frimodighed til at tjene."
    Du forsøger vist at tale om din egen kirke hvor der vel kun er rene og oprigtige mennesker, som brænder for at møde mennesker med evangeliet, det glade budskab? Jeg taler ikke om din kirke og hvordan jeres selvbillede er. Jeg taler til folkekirken og de mennesker som er i den sfære. Og der oplever jeg mennesker som let hælder til den ene eller anden side og dermed misforstår hele konceptet.

    Hvis udgangspunktet for din kirketænkning er at kirken er kun er dem som har forstået evangeliet korrekt og lever derefter, kan jeg i udgangspunktet godt forstå din kritik. Men nu er jeg i en kirke hvor der er mere end 9? mennesker og derfor bliver der tale om to forkskellige slags kirker: bygningen med de mennesker som knytter sig til den og Guds kirke (hvor Gud kender hjerterne).
    Mit ønske med indlægget er at få fokus på plads, så evangeliet bliver grundlaget for mennesket, syndernes forladelse i Jesus Kristus, hvilket medfører helliggørelse.

    For mig at se er et blogindlæg ikke et udtryk for den sande lære som alle må bøje sig under, men et oplæg til debat, så de parter som føler sig rørt har lyst til at være med i debatten.

    Hermed slutter jeg debatten – da jeg har et liv uden for blogverdenen også.

  10. Udgivet 4. december 2008 kl. 22.47 | Permalink

    Hej igen Simon

    Jeg vil ikke benægte, at der findes folk, der alene fokuserer på helligørelsen. Spørgsmålet var, om den af dig skitserede modsætning findes. Jeg kender ikke til folk, der rent faktisk lægger vægt på synd og nåde, men ikke på helliggørelse. Derimod kender jeg til mange, som prædiker Guds liegegyldighed med synden. Men det er noget ganske andet end nåden.

    Mht, det resterende, så bygger det igen på, at du ikke læser, hvad jeg skriver, men udtaler dig om mine eller min kirkes motiver og dermed opstiller en stråmand. Kunne du ikke i stedet forholde dig til, hvad jeg skriver. Det er virkelig trættende igen og igen at skulle forholde sig til dine påstande om andre motiver og manglende forholden sig til de reelle spørgsmål.

    Mit indlæg handlede om, hvordan forholdet var mellem retfærdiggørelse og helliggørelse og ikke om din eller min kirke. Min kritik af dit indlæg var en teologisk kritik af en falsk modsætning, som jeg ikke mener findes – heller ikke i din kirke.

    Du skriver, at du slutter debatten. Men så vidt jeg kan se, har du på intet tidspunkt involveret dig i en reel debat. Vi er mange, der har et liv udenfor blogverdenen, og jeg synes egentlig, at du har spildt min tid med dine gentagne løse påstande. Hvis du en anden gang ikke har i sinde at indgå i en saglig debat, synes jeg, at du skal lade være  med at blande dig i det hele taget. Så sparer du både din egen og andres tid.

  11. Simon
    Udgivet 5. december 2008 kl. 09.43 | Permalink

    Hej Magnus
    Det er egentlig også trættende at høre på din fordømmelse og misforståelser hele tiden. Du skriver at dit indlæg handler om helliggørelse og retfærdiggørelse – men det handler jo i virkeligheden om at kritisere mit indlæg fordi DU mener ikke at have oplevet mennesker fokusere på gudsriget mere end syndernes forladelse. Men kom ind i kampen. Læs den seneste litteratur om Emerging Chuch og se hvordan den påvirker kirken. Her vil du helt sikkert møde Guds helbredende kraft af det faldne menneske mere end du møder syndernes forladelse (med fare for at generalisere).

    Nu har jeg (be?)vist at der er kirker som tænker som du tror de ikke gør – hvad er dit træk?

  12. Udgivet 5. december 2008 kl. 10.19 | Permalink

    Hej igen Simon

    Prøv lige at læse den første sætning i mit sidste indlæg igen. Jeg har netop ikke benægtet den part, så mht. Emerging Curch er vi helt enige. Hvis du fulgte lidt med i mine blogs, ville du vide, at det faktisk netop er en fejlfokusering, jeg gentagne gange påpeger.

    Dét, jeg har benægtet er, at der findes mange, der rent faktisk lægger vægt på synd og nåde, men ikke på helliggørelse.

  13. Udgivet 5. december 2008 kl. 10.30 | Permalink

    Og så lige en kommentar til din påstand om, hvad mit indlæg "i virkeligheden handler om" (igen en motivanalyse). Nej, mit indlæg handlede faktisk ikke blot om din karakteristik af virkeligheden, men om at du ved dit stråmandsargument fik sammenblandet lov og evangelium og vil drive gode gerninger frem med loven. Hvis vi skal fortsætte debatten, synes jeg, at vi skal diskutere dét emne og ikke, hvad du mener om mine motiver.

  14. Simon
    Udgivet 6. december 2008 kl. 13.17 | Permalink

    Hej igen
    Der er lidt mærkeligt at man ikke må have lyst til at komme i kirke for at finde ud af hvad det der kirke er for noget. Men sådan findes der vel også mennesker der tænker om kirken – men det kan jeg nu ikke forstå.

    Hvis du havde ønsket at finde ud af om jeg faktisk mener det du tror jeg mener, så havde det måske været en ide at prøve at stille et spørgsmål (i givet fald kunne du måske have vundet noget goodwill fra min side). Men det kan du jo prøve at gøre næste gang i stedet for at forsøge at sætte en ståmand op som du kan skyde ned igen.

  15. Udgivet 6. december 2008 kl. 19.49 | Permalink

    hej Simon

    Jeg har fra begyndelsen bedt dig påpege, hvis jeg har misforstået dig, men det har du ikke påpeget, hvor jeg har gjort. Jeg synes derfor, vi skal stoppe her.

Indsend en kommentar

Din e-mail udgives og delesaldrig med nogen. Felter, der skal udfyldes, er markeret med *

*
*

Du kan bruge disse HTML-tags og attributter: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>