En del steder, bl.a. i missionsbevægelser, bruges lægprædikanter, dvs. prædikanter, som ikke er kaldet permanent af en menighed til hyrde- og lærer-embedet. Det forsvares bl.a. med henvisning til det almindelige præstedømme, som Biblen taler om, at alle troende har del i. Men kan man uden videre bruge det almindelige præstedømme som argument for at have lægprædikanter?
Hvori består det almindelige præstedømmes opgaver? Kan man uden videre slutte, at alle opgaver, som udførstes af præsterne i det gamle testamente, nu udføres af enhver kristen? Er enhver sin egen hyrde? Og er præsteembedet, som man kender det fra lutherske kirker, kun en praktisk anordning, som kan ændres efter behov?
Det danske ord “præst” stammer egentlig fra det græske ord presbyteros, som betyder ældste og ikke præst i den forstand, ordet bruges i bl.a. det gamle testamente. Det kan derfor være forvirrende, når samme ord bruges om både præster i den gammeltestamentlige betydning og om hyrder og lærere i danske kirker. Jeg foretrækker derfor at bruge andre ord om prædikeembedet. Det bedste ord ville være prædikant eller forkynder, men det bruges desværre af alt for mange til at betegne lægprædikanter.
Lad os se på, hvad teksterne siger om det at være en præst. Der er en række tekster, der handler om alle kristnes præstelige gerning. Jeg bruger 1931-oversættelsen.
Direkte adgang til Gud
Det første punkt i det at være en præst vil sige, at man har direkte adgang til Gud, som der står i efeserbrevet kapitel 2 vers 18: Thi ved Ham har vi, begge [parter], i Een Ånd adgang til Faderen. Og igen i Ef 3,11-12: Ephesians 3:11-12 Således var fra evige tider det forsæt, som Han fuldførte i Kristus Jesus, vor HErre, 12 i Hvem vi har frimodig adgang ved den tillidsfulde tro på Ham. I kraft af evangeliet om syndernes forladelse har vi adgang til Guds nåde og til Gud selv. Forhænget til det allerhelligste er revet væk og enhver kristen kan i kraft af Jesu én gang fuldbragte offer henvende sig til Gud i bøn. Ved troen har enhver kristen del i Kristi retfærdighed og adgang til Gud selv. Dette er den første og vigtigste del af at være en præst.
Åndelige takofre
Men præstens opgave i det gamle testamente var også at ofre til Gud. Der var to slags ofre: sonofre og takofre. Sonofrene var billeder på Jesu lidelse og død og det gamle testamentes sakramenter, som gav israelitterne syndernes forladelse ved troen på den kommende frelser, ligesom nadveren og skriftemålet giver kristne syndernes forladelse idag. Sonofrenes løfte blev opfyldt ved Jesu lidelse og død og er nu overflødige. Takofrene var ofre, som gav Gud æren for frelsen og for alle hans gaver. Disse ofre er ikke ophørt. og det er de ofre, det almindelige præstedømme udøver som svar på Guds nåde i evangeliet. Det læser vi i 1. Petersbrev 2,5: Lad jer derfor selv som levende stene opbygges til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, så at I kan frembære åndelige ofre, der er velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. Præsterne frembærer altså åndelige ofre – ikke ofre, som i sig selv er velbehagelige for Gud, men ofre, som er velbehagelige ved Jesus Kristus og hans stedfortrædende retfærdighed, som tilgiver synden i disse ofre. Romerbrevet 12,1 Jeg formaner jer altså, brødre, ved Guds barmhjertighed til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer – dét er jeres åndelige gudstjeneste! I resten af Romerbrevet kapitel 12 hører vi, at denne åndelige gudstjeneste er gode gerninger i de opgaver, nådegaver og kald, Gud har givet til den enkelte kristne. De kristnes offer-præstetjeneste består altså først og fremmest i at tjene Gud i troen og kærligheden til ham, som frelste os fra synden, skylden og døden.
Forkynde hans gerninger
Men vi hører også noget, der kunne tyde på, at kristne skal forkynde Guds ord. I 1 Peter 2,9-10 står der: Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, som skal forkynde Hans værker, Som kaldte jer fra mørket ud til Sit underfulde lys - I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk; I, som tidligere ikke fik barmhjertighed, men som nu har fundet barmhjertighed! Det er så vit jeg har set det eneste sted, som taler om, at kristne, der ikke er hyrder og lærere, skal forkynde. Men man skal være opmærksom på, at der her faktisk bruges et ord, som ikke bruges andre steder i det Nye testamente – altså heller ikke de steder, der handler om dét, kirkens prædikanter gør i menighedens forsamling. Ordet “exangello” bruges om at fortælle noget videre eller erklære noget (sådan forklares det i Bauer-Dankers A Greek-English Lexicon samt Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af G. Kittel). Det indebærer ikke nødvendigvis at tale til en forsamling. Spørgsmålet er så, hvordan kristne skal fortælle om Guds gerninger? Det kræver yderligere beviser, hvis man skal hævde, at alle kristne er sat til at forkynde Guds ord i menighedens forsamling. Sådanne beviser findes ikke i Skriften. Derimod tales der om andre måder, hvorpå kristne skal tale og forkynde Guds ord:
Bekendelse overfor mennesker
Kristus siger i Matthæusevangeliet 10,32: Altså, enhver som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil også jeg vedkende mig for min Fader, som er i Himlene. Ordet “vedkende” kan også oversættes med “bekende” og vil sige at sige det samme som nogen. Kristne skal bekende sig til Kristus overfor mennesker. De skal bekende hans ord og lære overfor mennesker. Det er alle kristnes forkynderopgave at bekende sig til Kristus og hans ord overfor mennesker. Også i Hebræerbrevet understreges dette vigtige takoffer: Hebræerbrevet 13,15-16: 15 Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det er: en Frugt af Læber, som bekende hans Navn. 16 Men glemmer ikke at gøre vel og at meddele; thi i sådanne Ofre har Gud Velbehag.
Indbyrdes påmindelse og undervisning gennem sang
Kristne skal også gennem sang forkynde Guds gerninger. I Kolossenserbrevet 3,16 lærer vi: Lad Kristi Ord bo rigeligt iblandt eder, så I med al Visdom lære og påminde hverandre med Salmer, Lovsange og åndelige Viser, idet I synge med Ynde i eders Hjerter for Gud. Kristne kan altså godt gennem fællessang og bekendelse forkynde Guds gerninger i menighedens gudstjeneste. Men igen er der ikke tale om, at kristne, som ikke er kaldet til det af Gud, forkynder Guds ord offentligt til menighedens forsamling. Det er naturligvis også alle kristnes opgave at styrke og opmuntre hinanden i det daglige ved evangeliet, ligesom kristne forældre har en særlig opgave i at opdrage deres børn i den kriste tro og undervise dem i den.
Bedømmelse af læren og lærerne
Nogle kunne måske indvende, at dette syn på det almindelige præstedømme indebærer en undervurdering af kristne, der ikke er kaldet til ordets embede. Det er der ganske vist kirker der gør. Men den del af det almindelige præstedømme, som nogle kirker (f.eks. den romersk.katolske kirke) fratager mange kristne, er retten (og pligten) til at bedømme læren. Mens det ikke er alle kristne, der skal prædike, har alle kristne ansvar for læren i deres menighed. Denne myndighed til at bedømme læren kan ikke blot uddelegeres til en bestyrelse eller nogle få teologer, men er alle kristnes. Derfor siger Jesus, at fårene hører hyrdens røst (Johannesevangeliet 10,3) og formaner kristne til at holde sig fra de falske profeter ( Matthæusevangeliet 7,15f), ligesom Paulus byder dem at holde sig fra vranglærere (Romerbrevet 16,17).
Kaldelse af præster
En anden vigtig opgave for hele menigheden er at kalde præster. Apostlene blev kaldet direkte af Jesus selv uden brug af midler. Sådan også med profeterne i det gamle testamente. Men efter apostlene kalder Jesus ikke mere uden midler. Nu kalder Jesus gennem sin kirke, som embedet tilhører ifølge 1 Kor 3,21-23: 21 Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, 22 være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders; 23 men I ere Kristi, og Kristus er Guds. Kaldet til prædikeembedet udgår altså i sidste ende fra den lokale menighed. Enhver lokalmenighed, hvor mennesker forsamles om ordets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning, har ret til at kalde hyrder og lærere. Gud har ikke givet kaldsretten til en kirkeminister eller biskopper (og heller ikke til foreninger), men til menigheden. En menighed bør så gøre brug af dem, som allerede er hyrder og lærere, enten i den kaldende menighed eller i søstermenigheder, hvis der er sådanne, dels til at hjælpe med at finde og prøve egnede kandidater til embedet og dels til offentligt at bekræfte kaldet ved ordinationen. Men det er gennem menigheden, Gud kalder hyrder og lærere.
Man kan altså ikke uden videre slutte fra det almindelige præstedømme til, at alle kristne skal forkynde ordet i menighedens forsamling. For at finde ud af, hvem der skal forkynde i menighedens forsamling, må man gå til de tekster, der handler om dette spørgsmål. Det vil jeg gøre i efterfølgende indlæg.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
{ 2 Trackbacks }