I de forgående indlæg om emnet har jeg vist, at det almindelige præstedømme ikke er ensbetydende med, at alle skal prædike i menigheden (1. del), samt at man faktisk ikke må prædike, undervise eller forvalte sakramenterne i menigheden, hvis man ikke er kaldet til prædikeembedet af Gud gennem menigheden (2. del).
Spørgsmålet er så, hvilke praktiske konsekvenser dette bibelske og lutherske syn på forkyndelsen og embedet får. Jeg kan ikke her komme ind på alle konsekvenser, men kan i hvert tilfælde ridse nogle få op.
Det ligger naturligvis i det foregående, at ikke-kaldede ikke må forkynde i menigheden eller forvalte sakramenterne. Men hvornår gør de så dette? Og er der undtagelser?
Normale omstændigheder
Det første, jeg vil se på, er det, man kunne kalde normale omstændigheder. Altså, hvor der ikke er tale om nødsituationer. Prædikeembedet er et embede, hvis formål er at forkynde ordet, undervise og forvalte sakramenterne i og på vegne af menigheden. Samtidig har ethvert medlem af menigheden ret og pligt til at bekende troen for verden. Men hvornår gøres det ene og hvornår det andet?
At prædike i f.eks. gudstjenesten kommer åbenlyst ind under prædikeembedet. I nogle kirker har man den praksis, at f.eks. teologistuderende kan prædike. Det var f.eks. tilfældet i den evangelisk-lutherske Frikirke, hvor jeg var praktikant i min studietid. Man argumenterer så med, at hvis præsten læser manuskriptet, er det på hans ansvar, der forkyndes.
Men prædikeembedet er ikke blot et hyrdeembede, som har ansvaret for, hvad der prædikes. Det er, som tidligere vist, et prædikeembede, hvis opgave er rent faktisk at prædike. Den, der derfor prædiker uden et kald, forbryder sig mod Guds ordning. Det må jeg erkende, at jeg selv har gjort, selvom jeg også forsøgte at dække mig bag den førnævnte argumentation.
Det er interessant, at ifølge Danske Lov, skulle studerendes øvelser i prædiken foretages i gymnasium og på universitetet for professorerne og ikke for menigheden. Da det handler om evigt liv eller evig fortabelse, skal menighedenheller ikke være en prøveklud for studerende. Det kan måske gå, hvis man skal have klippet hår, men ikke når det handler om forkyndelse af lov og evangelium.
Det er altså den klassiske lutherske skik, at man først prædiker, når man har modtaget et ret kald.
I nogle kirker er det praksis, at f.eks. en kordegn kan hjælpe til med uddeling af nadveren. Jeg har også selv hjulpet til ved uddeling under mine studier i USA, mens jeg endnu var uordineret.
Til gengæld vil man de fleste steder ikke praktisere, at lægmænd kan indvie brød og vin. Men disse to ting kommer teologisk set ud på et.
Ordinationen giver ikke en særlig indre kraft til f.eks. at indvie brød og vin. Menighedens kald, som bekræftes offentligt ved ordinationen, giver en myndighed til at forvalte sakramenterne i menighedens forsamling. At uddele nadveren er at forvalte nøglemagten. Når Jesu legeme og blod gives til den enkelte, tilgives den enkeltes synder. At en lægmand gør det, er altså at tiltage sig en myndighed, vedkommende ikke har fået gennem menighedens kald. Jeg må derfor også erkende, at det var forkert af mig at deltage i nadveruddeling uden et ret kald til embedet.
Det har også været praksis mange steder, at en lægmand i præstens fravær læste en prædiken. Sådan er det skik mange steder på Færøerne og også i Den evangelisk-lutherske Frikirke. Jeg vil længere ned vende tilbage til spørgsmålet om nødsituationer, så her handler det om normale omstændigheder, hvor sjælenes frelse ikke er på spil og kan sætte den normale ordning ud af kraft.
Ligesom når det gælder praktikanter, må det her gælde, at det er præstens opgave at prædike. I lutherske kirker på reformationstiden brugte man nogle steder at recitere katekismen i fællesskab, når præsten var bortrejst. Det kan være et godt alternativ til læseprædikener, når præsten ikke er væk i længere tid.
I dag er mulighederne bedre og man kan f.eks. bruge en cd-prædiken, hvor det faktisk er præsten, der prædiker. Men under normale omstændigheder bør man for mig at se ikke bruge læseprædikener, da det at prædike, uanset om det er en andens eller ens egen prædiken, hører til prædikeembedet, som netop er et forkynderembede.
Prædikeembedet er også et lærerembede. Når det gælder den almindelige menighedsundervisning, må den dermed også falde ind under prædikeembedets ansvar. Lægfolk (ikke-kaldede) kan derfor ikke holde bibeltimer og lignende i menigheden. Der kan heller ikke her være tale om at lægfolk, som ikke er kaldede til embedet, lærer offentligt i menighedens forsamling.
Et spørgsmål, som også kan komme op, er spørgsmålet om læsning af tekster i gudstjenesten. Det bruges mange steder for at inddrage menigheden mere i gudstjenesten. I 1 Tim 4,13 befaler Paulus Timotheus at lægge vægt på oplæsningen på linje med formaningen og undervisningen. Ifølge 2 Tim 3,16 er et af Skriftens kendetegn også, at den er gavnlig til belæring. At læse op af Guds ord i gudstjenesten er altså at lære og dermed en del af prædikeembedet. Det er derfor en dårlig ide at lade ikke-kaldede læse tekster op i menighedens gudstjeneste, da det er undervisning og forkyndelse. Noget andet kan så være de situationer, hvor f.eks. konfirmander svarer på spørgsmål fra præsten i menighedens gudstjeneste. Her er der ikke tale om at tale Guds ord til menigheden.
I princippet bør præsteuddannelse også høre til i menigheden og præstelærere kaldes til embedet, som Luther også var kaldet til prædikeembedet i Wittenberg, og apostlene og evangelisterne stod for oplæring og prøvelse af ældste i aposteltiden.
I Den Danske Kirkeordinans, som blev lavet før universitetets reorganisering, blev det foreskrevet, at kirkerne i købstæderne skulle have en lærd teolog til at undervise kannikerne, skoledegne, forstandige borgere og til at prædike (se Supplement 4 om kanniker i kirkeordinansen). Også her har man set præsteuddannelse som et menighedsanliggende.
Man kan naturligvis tænke sig en ren akademisk undervisning, som er nødvendig for præster, men ikke per definition skal udføres af præster (f.eks. sprogundervisning ved universiteterne. Man kan også for mig at se benytte sig af universiteternes teologistudier til at give en rent akademisk viden om (liberal-)teologi, men det må nødvendigvis suppleres af egentlig luthersk præsteuddannelse i menighedens regi, hvad enten dette er som egentlig undervisning eller vejledning til selvstudier).
Når det gælder undervisning af børn, er der en undtagelse. Ifølge Skriften er den kristne oplæring af børn ikke kun præstens, men i første omgang forældrenes opgave. Dette ansvar kan uddelegeres, som forældreansvaret uddelegeres til skoler, når det gælder deres boglige oplæring og som det i princippet også sker ved valg af faddere. Der er i princippet altså ikke noget til hinder for, at en anden end præsten assisterer forældrene i børnenes oplæring. Sådan havde man i Danmark i gamle dage degnen til at undervise børnene i den kristne tro.
Uanset om det er forældrene, faddere eller andre, som oplærer børnene, bør det naturligvis ske med kirkens og præstens støtte og tilsyn, ligesom undervisningen også må være kvalificeret evangelisk-luthersk undervisning. Selvom kaldet ikke er strengt nødvedigt, gælder det stadig, at der her er tale om børnenes evige frelse. Præsten har også ansvar for børnenes oplæring – og det er måske noget af det allervigtigste i en kirke, at børnene oplæres i den sande lære, så tidligt som muligt. Her er det muligt, at præsten lader sig assistere af en katekt, søndagsskolelærer, degn eller hvad det nu måtte kaldes, som kan træde i forældrenes sted og under præstens tilsyn hjælpe med oplæring i grundlæggende kristentro. Men han må sikre sig, at kvaliteten af undervisningen er god nok, hvis dette ansvar skal uddelegeres. Her kan også være en mulighed for dem, der forbereder sig til embedet, for at praktisere uden at bryde ind i prædikeembedet, når de har tilstrækkelig viden om læren.
Her skal det naturligvis også nævnes, at det er en vigtig del af det at være forældre, at man oplærer børnene i den kristne tro. Her skal grunden lægges for børnenes kristen tro fremover. Det vil være langt bedre, om de, der har børn, bruger tid på at oplære dem i den kristne tro, end at de blive lægprædikanter i menigheden. Her har de virkelig et vigtigt kald, som kan have evighedsbetydning. En husfader er således hjemmets biskop og må med flid oplære børnene. Det skal selvfølgelig både ske ved at fortælle bibelhistorier og bør også i en luthersk kirke ske ved, at forældrene lærer børnene den lille katekismus udenad samt bruger den store katekismus til yderligere undervisning.
Når det gælder offentlig bekendelse af troen, er det enhver kristens ret at bekende den rette tro – både på opfordring og når det ellers er muligt. Det gælder både overfor ens næste på tomandshånd, og f.eks. skriftligt i den offentlige debat, hvor der ikke kræves noget kald til det. Her bør ingen kristen holde sig tilbage.
Nødsituationer
Men der er også nødsituationer. En nødsituation er ikke ethvert fravær af præsten. Det må være en situation, hvor sjælene s frelse er på spil.
Hvis en præst f.eks. kun kan komme forbi en gang hvert halve år og man ikke havde mulighed for at bruge f.eks. cd-prædikener, kunne man overveje læseprædikener, som man tidligere har brugt. Men også her bør man måske overveje om den bedste løsning ikke var, at hver husstand lod husfaderen læse prædikener for sin husstand. Sådan råder Luther indbyggerne i Prag til at gøre, da de ikke kunne skaffe evangeliske præster. Hvis problemet på nogen måde kan løses uden at røre ved Guds ordning er det dét, man må gøre. I dag vil jeg dog snarere råde til at bruge CD-prædikener. Så kan menigheden mødes og høre en sådan. På den måde mødes menigheden stadigvæk, men man bevarer respekten for prædikeembedet.
En anden sag er, hvis man f.eks. er i livsfare og har brug for, at en medkristen giver en absolutionen. Så kan en anden kristen indtræde i embedet i den nødsituation og blive den andens “nød-præst”.
Det samme gælder dåben, hvor enhver må være rede til at døbe f.eks. et barn i livsfare, hvis præsten ikke kan nå frem. Man skal blot sikre sig to-tre vidner, så der ikke er tvivl om barnets dåb i Faderen, Sønnens og Helligåndens navn senere.
Derimod findes der i praksis næppe nødsituationer for Herrens nadver, som ikke er absolut nødvendig til frelse.
Men nødsituationer er og bliver nødsituationer.
At man f.eks. nægter at forlade en vranglærende kirker, som missionsbevægelserne i folkekirken gør, giver ikke ret til at bruge lægprædikanter i stedet for den lokale sognepræst. Problemet her er netop, at man ikke vil være lydig mod Guds ord, som byder en at forlade vranglærere.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
{ 4 kommentarer… læs dem nedenfor eller tilføj en }
Interessante betragtninger. Der er nok ingen tvivl om, at det kan være på høje tid at besinde os på vor arv, inden klokken er slået, om jeg så må sige. Særligt nu i vor tid, hvor rigtig, rigtig megen vranglære husérer. Sandt er det, at det er en god ting, at man så kan høre prædikener og læse fin opbyggelig litteratur fra Internettet. Sålænge et sådant net haves med fint materiale, så har vi kristne dybest set ingen undskyldning for ikke at kunne modtage god undervisning og fin forkyndelse. ‘Sålænge’ hm, for vi kan jo ikke være sikre på, at der til stadighed er et sådant net tilgængeligt, blot fordi det har været nogle årtier!?. Ting kan jo ‘bryde sammen’ -og meget forandres i ét nu f. eks. med de alvorlige spændinger, der er i verden!!. Undersforstået: det kan være risikabelt at lade sin åndelige føde bero på Internettet. Jo, selvom der står, at ‘man skal forlade vranglærerne’, så står der jo også, at netop den, der kan skelne ånderne -og hermed også læren, har SIT kald i givet fald da til at tage en alvorlig snak omkring læren med forkyndere, der fejler -og korrigere disse besindigt i al ydmyghed, men bestemt med autoritet ud fra skriften. Det er jo det, de er der for. Det var måske på høj tid at bede Gud om netop at kalde rigtig mange af disse slags folk i dag ( der kan skelne) al den stund, at der er meget vranglærdom. Folk, der IKKE er konfliktsky til at kritisere læren, når den fejler -som Paulus overfor Peter. Selvom det er et surt job, idet én, der gør opmærksom på vranglære som oftest vil blive udset til ‘blot at være en krakiler’ -eller ’én, der blot VIL DISKUTÈRE’. Dette er ofte dette kalds kors, MEN DET ER IKKE DESTO MINDRE ET VIGTIGT KALD I DAG, anser jeg i hvert fald. SÅ -mon Bibelen konsekvent vil opfordre ’til at forlade’ ? Eller undertiden også til at tage diskusionen op med grundig bibellæsning med efterfølgende autoritative korrektioner overfor prædikanten/læreren?? Selv har undertegnede erfaret nedgørelse / afvisning ved berettiget og konstruktiv af vranglære, MEN til gengæld på længere sigt set, at det bærer frugt, Gud til ære, tak og lov!!! . At selvom folk ‘bliver irritérede’ -så i længden at Guds Ord SEJRER. Nogle er -analogt med visse ansatte i kommunen - sat til at være bjørneklo-overvågere -og oprykkere. Denne plante, der ikke hører hjemme her, som er fremmed, og som vokser med lynets hast og hurtigt kvæler alt andet -og hvis frø spredes p.gr.a. deres prægtigte / flotte frøkrone, som pyntes med guld-spray. Denne har sin analogi i f. eks. fremgangsteologien -med al sin glimmer-pragt, men enerådighed og hovmod. Der skal ‘får’ til at gnave ’bjørnekloene’ ned til jordoverfladen om og om igen for at udmatte og udrydde dem. Et lignende job har nogle kristne åndelig talt i ‘haven’ : at holde ‘bjørnekloen i skak’..det giver let ‘eksem’ og det er surt, MEN nødvendigt! Man bør mao også til tider tage åndskampen op ind i de kristne sammenhænge ….ikke altid forlade , og kun bero på Internettet, så godt dette end kan være pt -og forblive reelt i sin egen ‘solitude’. Det mener jeg. Lad mig høre jeres kommentar!
Mvh
Finn
Men mht til profet-gerningen, synes jeg, at I nævnte, at denne er ‘ophørt’…? Men i hvert fald opfordrer Paulus jo os til at tale profetisk. Hvornår mener I da præcist ( ‘årstal’), at dette kald skulle have ophørt -hvis jeg altså har forstået dette ret, at I fornægter i dag?
Hej Finn
Tak for kommentarer
Jeg vil forsøge at svare så godt jeg kan. Hvis jeg overser noget, må du lige gøre opmærksom på det.
Når det gælder det at høre prædikener over internettet, så mener jeg bestemt ikke, at det er optimalt. At være en del af en retlærende menighed er ikke noget, man som kristen kan vælge til eller fra, som man synes. Jesus har selv indstiftet den lokale menighed (f.eks. Matt 18), så det står ikke til os mennesker at forandre denne ordning. da bliver man lidt som den, der vil medicinere sig selv – man bliver sin egen hyrde, i stedet for at søge derhen, hvor Kristus kalder rette hyrder og lærere.
Mht. at forlade vranglærere, så formaner Paulus til, at vi skal forlade dem i Rom 16,17. Paulus’ formaning kan ikke tilsidesættes for menneskelige erfaring eller menneskelige ideer om, hvad der er strategisk bedst. Du har ret i, at man først må formane vranglærerne, før man forlader dem. Men vranglære er en gift, og hvis man tror, at man selv er immun overfor den, så er man allerede angrebet. Falske lærere er ulve i fåreklæder, som æder fårene og frarøver dem det evige liv. Det er muligt, at nogle kan overleve indenfor det vranglærende system, men det er en lykkelig inkonsekvens. Under alle omstændigheder er enhver kristen, der bliver hos vranglærerne, med til at legitinmere dem og dermed lede andre til fald. Dét, enhver kristen må gøre, er altså at holde sig fra vranglærere, og i stedet holde sig til den retlærende evangelisk-lutherske kirke, hvor den måtte findes, og støtte dens udbredelse, så flere må høre Guds rene ord og lære.
Mht. profetiens ophør, vil jeg henvise dig til nogle noter til noget bibelundervisning om emnet, jeg holdt for noget tid siden. De findes her.
Paulus opfordrer korintherne, ikke “os” til at tale profetisk. Det er to forskellige ting. Profetien ophørte senest, da den sidste, der havde fået denne gave gennem apostlene, var død. Kan du finde nogen i det nye testamente, der får denne gave uafhængigt af apostlene?
Mht. profetiens ophør, vil jeg henvise dig til nogle noter til noget bibelundervisning om emnet, jeg holdt for noget tid siden. De findes her. (denne åbner desværre ikke, men du må gerne sende den på min e-mail istedet, hvis du har tid)
Paulus opfordrer korintherne, ikke “os” til at tale profetisk. Det er to forskellige ting. Profetien ophørte senest, da den sidste, der havde fået denne gave gennem apostlene, var død. Kan du finde nogen i det nye testamente, der får denne gave uafhængigt af apostlene?
SVAR:
Jeg vil selv i Bibelen forsøge at ’læse på lektien’, inden jeg svarer grundigere. Men allerførst :
Hvad er grunden til, at du mener, at profetiens nådegave OPHØRTE, ‘netop, da den sidste af Jesu apostle var død? Står dette konkret nogle steder i Skriften- (at den ville komme til at være endt dermed)? Det er vel Åndens gaver ( og vel ikke én af de 12 apostles gaver??!). Hvem formidler nådegaver?…Troen kom og blev vel også formidlet med apostlenes medvirken, men den udvirkes jo 100% af Gud ikke desto mindre og er Guds store gave til os …Ånden blæser hvorhen, den vil…Nåde, at Han fandt mig….
Men først må jeg jo lige læse dit tidligere indlæg s’il vous plaît….
Angående vranglære, så møder vi jo for eksempel også i ‘det korintiske problem’, noget som kan minde om nutidens indsnegne fremgangsteologi. Pauli formaninger til at være på vagt og prædike imod disse strømninger var jo også med til at rense ud i inficerede områder…som hos korinterne og ‘de forheksede galatere’. Han forlod dem jo ikke bare. Selvom alle forlod ham til tider i hans debatter ( 2 Tim 4,16) holdt Paulus stand og kæmpede for den sunde lære. Jeg tror i dag, at det er vigtigt al den stund mange vildledes af usund/usand ( tingene må også gradbøjes), at nogen ‘drister sig’ til at lytte og i al kærlighed gør sit til at oplyse om fejl i forkyndelser. De mennesker, der har større eller mindre afvigelser fra den sunde lære gør jo nødvendigvis langt fra dette af regulært ondskab ( endskønt nogle grangiveligt netop gør dette). Derfor er jeg overbevist om, at nogle har fået til opgave at sige dette til dem. Selv har jeg erfaret, at det betaler sig at sige det. Selvom det kan være et drøjt læs. Har man underbyggende skriftsteder, da vil den ærlige prædikant lytte og rette sig ind, selvom dette ikke nødvendigvsi sker i ét nu. Her må man i bøn og håb synge med digteren : Giv tid og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer.
Hej igen, Finn
Jeg forstår ikke, at linket ikke virker. Det virker for mig. Prøv at kopiere det herfra: http://pastor.augustanakirken.dk/blog/2008/08/11/bibelen-eller-nye-abenbaringer-noter-fra-menighedsundervisning/
Mht. Korintherne og vranglærere, så mener jeg, at konkrete omstændigheder må ses i lyset af principielle udsagn og ikke at principielle udsagn skal fordunkles af konkrete beretninger. Paulus formanede korintherne, før han brød med dem. her fulgte han den praksis, han også selv formanede Titus til at bruge: Et kættersk menneske skal du vise bort efter en første og en anden advarsel. Men man kan umuligt bruge dette på folkekirken, som har ført vranglære i århundreder og fået adskillige advarsler. Men naturligvis må man formane først. Vil de ikke lytte, må man holde sig fra dem, som Paulus formaner i Rom 16,17.
Man kan heller ikke uden videre slutte fra, at Paulus skriver til en menighed og formaner den, til at han så stadig praktiserer kirkefællesskab (dvs. prædikestols- og nadverfællesskab) med denne kirke. Her må man læse de uklare tekster i lyset af de klare, de konkrete beretninger i lyset af de principielle udsagn – i stedet for at lade hypoteser om de konkrete begivenheder fordunkle skriftens klare og principielle udsagn.
jeg mener heller ikke, at du kan bruge din erfaring af, at folk lytter, som et gyldigt argument mod Paulus’ klare ord i Rom 16,17. Gud ved bedst, hvad der virker bedst – og Guds ord har vi i apostlenes ord, som vi derfor betingelsesløst må underkaste os. Hvis det ser ud som om, at det er dårlig strategi, så må vi hellere tilsidesætte vores erfaring end Guds klare ord.
Når det så er sagt, så mener jeg heller ikke, at erfaringen taler for, at det virker at forblive i en vranglærende kirke. Snarere tværtimod. Enhver kristen som forbliver i en vranglærende kirke er med til at legitimere dens vranglære. Enhver kristen, som forbliver i en menighed, hvor Guds ord ikke forkyndes ret eller sakramenterne ikke forvaltes efter Kristi indstiftelse, er med til at legitimere dette. Det siger almindelig sund fornuft.
Og enhver kristen, som angriber vranglæren, men ikke desto mindre bliver hos vranglærerne, er et levende vidnesbyrd på, at det ikke er så vigtigt endda at skelne mellem sand og falsk lære, at man ligefrem må forlade vranglærerne.
Måske får du en til at holde op med at lede vild i et punkt. Men hvor meget vranglære er du med til at legitimere? Desuden bliver du jo din egen hyrde, når det bliver dig, der skal være hyrde for hyrderne og du reelt ikke kan stole på nogen hyrder i din kirke, fordi de reelt ikke er forpligtet på den sande lære.