I et læserbrev i Jyllandsposten angriber Menighedsfakultetets formand, sognepræst Jørgen Jørgensen (JJ), folkekirkens gudstjenesteordning. Det kunne jeg selvfølgelig være ligeglad med, da det er folkekirkens gudstjenesteordning og ikke Augustanakirkens, der angribes. Så enkelt er det dog ikke. JJ angriber ikke blot Folkekirkens nuværende ordning, men den evangelisk-lutherske arv, som folkekirken dog har lidt tilbage af.
Jørgen Jørgensen skriver:
Det er lettere at forstå en cricketkamp end en højmesse.
Nu har jeg aldrig forsøgt at forstå cricket, så det er svært for mig at tale med om. JJ henviser til det antikverede sprogbrug og nævner nogle salmer som “O kristelighed” og befal du dine veje. JJ har en pointe i, at der bruges ældre udtryk i en række salmer. Så vidt muligt bør man erstatte ord, der blot er gamle med nye ord. Men der er også ord, som er enten bibelord eller kirkesprog, som rent faktisk gengiver en virkelighed, som ikke uden videre kan gengives ved andre ord. Disse ord kan man kun lære – og dermed lærer man også den virkelighed, der ligger bag.
At forstå disse kan faktisk sammenlignes med en Cricketkamp eller en hvilken som helst anden sport: øvelse gør mester. Og man lærer kun at forstå spillet, hvis man også forstår reglerne. En gudstjeneste uden bibel- og kirkesprog er en kirke uden kristendom, for Gud virker gennem sit ord.
Der er naturligvis også andre salmer, som er svære at forstå, fordi poesien er for høj og tankerne for uklare. Mit indtryk er, at dette faktisk ikke gælder de gamle ortodokse lutherske salmer, som f.eks. Kingos, men snarere f.eks. en del Grundtvig-salmer. Her skyldes det uforståelige mest, at teologien er uklar og vævende. Disse salmer kan man for min skyld godt spare væk.
Tilbage står selvfølgelig, at der også er en række svære og gamle ord i salmerne. Men alternativet er altså ikke at skrotte salmerne – i hvert tilfælde ikke, hvis man stadig ønsker bibelsk og evangelisk-luthersk kristendom. Mister man de lutherske salmer, som indprenter den lutherske lære i hjerner og hjerter, så mister man også den lutherske lære. Måske har JJ allerede mistet den. Man må gøre sit til at forny teksterne. Og hvor det ikke umiddelbart kan lade sig gøre, kan man måske – ligesom vi gør i Augustanakirken – lave en lille gloseliste til dagens salmer. Jeg undrer mig over, at jeg ikke har set dette forsøgt andre steder. Men det er mit indtryk, at det fungerer.
Men JJ’s problem er ikke bare med salmerne – det synes at være med liturgien som sådan, danskerne ifølge JJ har svært ved at forstå. han nævner bl.a. korsvarene og det at rejse sig under læsningerne af Guds ord. JJ har ret i, at den der kommer til en gudstjeneste første gang kan blive lidt forvirret. At komme til en gudstjeneste er på mange måder som at se en sport, hvor man ikke kender reglerne eller at komme ind midt i en tv-serie, hvor man ikke forstår vittighederne, fordi man ikke kender baggrunden. Det tager tid. Men ligesom med salmerne afspejler en klassisk luthersk teologi klassisk luthersk kristendom. Vil man af med liturgien, smider man også den lære, den bærer, ud. Netop højtideligheden i en evangelisk-luthersk gudstjeneste understreger, at det her er den hellige og almægtige Gud, vi har med at gøre.
De inderlige rytmiske “lovsange”, som JJ efterspørger har netop menneskers indelighed og ikke den almægtige Gud som fokus. Nu behøver man ikke gå ind i en diskussion af de mange sange af den type der er, for JJ leverer faktisk selv argumenterne for ikke at bruge dem. Han vil netop have dem pga. deres inderlighed og deres gentagelse af de samme ord. Og heri ligger netop deres problem. De fokuserer på menneskers inderlighed i stedet for på Guds ord og lære.
Mens det er Guds ord og lære, der ifølge evangelisk-luthersk kristendom formidler Guds nærvær, så er det i pietistisk og karismatisk vækkelseskristendom menneskers oplevelser, der formidler dette. Sangen bliver i sådanne kredse en katalysator for åndelige oplevelser, hvori man tror, man møder Gud. Men dér, hvor Gud faktisk er at finde, er i sit ord. I luthersk kristendom er sangens formål at bære ordet og understøtte dette – ikke at igangsætte selvstændige åndelige oplevelser uafhængigt af ordet. De mange gentagelser af de samme ord – hvad enten det er i rytmisk lovsange eller meditativ Taizé-musik, bruger ordene som afsæt til et møde med Gud bagved og udenfor ordene. Sådan kender man det også fra romersk-katolsk kontemplativ spiritualitet, hvor målet med det åndelige liv er det direkte møde med Gud, contemplatio. Herimod hævdede Martin Luther, at det åndelige livs omdrejningspunkter er oratio, meditatio, tentatio – bøn, grunden over ordet og anfægtelse. Her er fokus på ordet, hvori Gud virker. Her er tanken altså snarere, at komme dybere ned i ordet og ikke at bruge ordet som et springbræt til noget andet.
På mange måder er der altså en dyb sammenhæng mellem dem, der vil have retræter, stilhed og meditationsgudstjenester og dem, der vil have rytmiske lovsange m.m. Det er en del af samme trend, som vil møde Gud bagved og udenfor ordet og allerhøjest bruge ordet som en stige eller et afsæt for det egentlige åndelige liv.
Men vil man være evangelisk-luthersk kristen, så må fokus i gudstjenesten være Guds ord og sakramenter. Det betyder ikke, at en evangelisk-luthersk gudstjeneste skal være en følelsesløs kedelig affære.
At den mange steder er blevet det skyldes snarere pietisme og rationalisme. Efter reformationen udrensede man misbrugene fra den romerske messe, men man fastholdt, at gudstjenesten skulle være liturgisk. Efterhånden blev mange liturgiske led dog skiftet ud med salmer, og pietisme og rationalisme fik mange steder afskaffet messeklæderne, så præsten stod tilbage i den sorte kjole, som egentlig blot var præstens dagligdagsdragt. Vil man gøre noget ved liturgien, er det altså langt bedre at vende tilbage til en klassisk evangelisk-luthersk gudstjeneste: få genindført de led, der er faldet ud mange steder, få genindført messeklæder og gør gudstjenesten festlig og højtidelig.
Samtidig kan gudstjenesten også forenkles, så menigheden skal synge knap som mange lange salmer.Sådan var det også praksis tidligere. Gradualsalmen før prædikenen var f.eks. i Kingos salmebog kun to vers af en salme. Jeg kan anbefale Augustanakirkens gudstjenesteordning om eksempel på, hvordan gudstjenesten kan forenkles og restaureres på samme tid.
Netop højtideligheden i en gudstjeneste understreger, at dette ikke blot er et foredragsarrangement. Men højtideligheden og ærefrygten i en evangelisk-luthersk gudstjeneste samler sig ikke om den enkeltes oplevelser. Nej, det samler sig om de midler, Gud har indstiftet til at komme til sin kirke med syndernes forladelse, nemlig ordet og sakramenterne. Alt andet i en evangelisk-luthersk gudstjeneste må bære disse og have disse som fokus. Hvor højtideligheden i en romersk-katolsk eller østlig-ortodoks gudstjeneste eller følelsesrusen i en karismatisk gudstjeneste har som mål at fremme en følelse af Guds nærvær gennem en mystisk erfaring, proklamerer en luthersk gudstjeneste, at Gud er nærværende i sit ord og sine sakramenter og fejrer dette. Det får naturligvis betydning for, hvordan man holder gudstjeneste.
Ændrer man gudstjenesten efter inspiration fra dem, der har et andet syn på gudstjenestens karakter, så ændrer man også den teologi, der forkyndes. Problemet mange steder – og måske hos JJ – kan være, at man allerede har ændret teologien – nu følger praksis blot efter. I vækkelseskredse har man jo allerede flyttet fokus fra Guds objektive nådemidler og fra den rette lære til menneskers erfaringer og til synlige resultater.
Et yderligere problem ved JJ’s analyse er, at han synes at forudsætte, at gudstjenesten først og fremmest er til for dem, der ikke kender den. Men gudstjenesten er jo rent faktisk primært til for den gudstjenestefejrende menighed. Er menigheden ordentligt oplært i evangelisk-luthersk tro (f.eks. gennem Martin Luthers lille katekismus) og er præsten i stand til at forklare gudstjenesten, så vil menigheden også forstå den. Så kan man lave foredrag, undervisning eller andre arrangementer, som primært er rettet mod kirkefremmede, hvis man vil. Men det store problem er nok, at præster, der burde være evangelisk-lutherske, ikke er det, og derfor heller ikke underviser deres menigheder ordentligt og heller ikke selv sætter pris på den evangelisk-lutherske gudstjeneste. Gjorde de det, ville de nok også kunne formidle glæden over luthersk tro og gudstjeneste til deres menigheder.
Spørgsmålet er altså, om det ikke snarere er JJ’s forhold til den evangelisk-lutherske tro og lære, der er i dyb krise. Eller også skulle han overveje en cricketkarriere i stedet.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
{ 4 kommentarer… læs dem nedenfor eller tilføj en }
Tillad mig en lille kommentar – og et beskedent forsøg på at opklare et par iøjnefaldende misforståelser.
1) At være luthersk er for mig at kæmpe for at de lutherske kernesandheder holdes i hævd i mit eget personlige gudsliv og i den prædiken som jeg i mange former afleverer i min tjeneste – ved gudstjenester, kirkelige handlinger, undervisning af børn og voksne. Og de lutherske kernesandheder er udtrykt i de reformatoriske “slagord” – nåden alene, Kristus alene, skriften alene, troen alene. Det er afgørende – ikke gudstjenesteordninger og salmetekster. Magnus Sørensen er jo principielt enig med mig, når han også foretager en “salmekritik”, men jeg mener ikke hans kriterier er mere teologiske og mindre subjektive end mine. Mange af Kingos salmer er fyldt med vanskelige ord og passager, der gør dem uegnede til brug ved lejligheder, hvor der er personer til stede, der ikke har en grundlæggende kristen viden – og en stor sproglig forståelse for gamle dage. Det er ikke en indholdskritik, men en sproglig kritik givet af hensyn til udenforstående.
2) Sammenligningen med en sportsbegivenhed er både god og dårlig. Den er god, fordi den sætter fokus på, at man skal kende regler og sprog, men dårlig, fordi vores evige salighed afhænger af, at vi forstår evangeliet og kommer til tro på det. Derfor er det en uafvendelig drivkraft, at evangeliet skal forkyndes så enkelt og klart, at der ingen menneskelig undskyldning er for at afvise det. Og det er i virkeligheden det, der er mit ærinde: Vi har en guddommelig opgave i verden i at oversætte evangeliet til tiden og verdens sprog – præcis som vore fædre oversatte det fra latin til folkesprog – og som vore missionærer nu gør i fremmede lande ved at lære de indfødtes modersmål m.h.p. at prædike Guds ord for dem. Vores “nyhedninger” kan jo ikke selv gøre for, at de ikke har hørt evangeliet – vel?
3) Jeg køber simpelthen ikke præmissen at lovsang i “moderne udgave” er uluthersk og i modsætning til Guds ord. Kol. 3,16 handler om mangfoldighed i tjeneste og tilbedelse – og den mangfoldighed skal ikke spærres inde, men udfolde sig, så Guds ord til frelse, håb, evigt liv og glæde rækkes videre til dem, der er “udenfor”, så de på deres eget sprog og i en kultur, som de føler sig fortrolige ved kan lytte sig ind til Guds hjertelag for dem, om de dog måtte omvende sig og tage imod.
Nuvel – bare en hastig kommentar i et forsøg på at fastholde, at min lutherske tro og profil – og min tjeneste på Menighedsfakultetet ikke kan affærdiges med en nød for at de ufrelste skal høre evangeliet til tro på deres eget sprog.
Jørgen Jørgensen
Sognepræst, Aabenraa.
Hej Jørgen Jørgensen
Jeg mener ikke, at der er tale om misforståelser fra min side, men om principiel uenighed.
1) Du forholder dig ikke til problemstillingen. Luthersk kristendom handler om hele læren og ikke blot nogle slagord. Jeg er ikke principielt enig med dig i min salmekritik. Min salmekritik består i, at jeg kritiserer uklar teologi og ord, som er uforståelige alene fordi, de er gamle. Din består måske delvis også heri, men der er også kun tale om en delvis enighed, da du går videre og kritiserer salmer, som er svære at forstå for ukirleige, hvormed du jo også kritiserer brugen af bibelske og kirkelige begreber. Du indrømmer selv, at vi har forskellige kritierier. jeg har argumenteret teologisk for mine, men du affejer dem uden at forholde dig til dem. Dét er i hvert tilfælde ikke særlig teologisk.
2) Det er ganske enkelt forkert, når du hævder, at dit ærinde blot er at forklare evangeliet så enkelt og klart som muligt. Og igen forholder du dig ikke til min teologiske argumentation. At ville have gentagne inderlige sange har ikke noget med at forklare enkelt og klart at gøre. Det har med teologi at gøre. De fleste moderne “lovsange”, jeg har hørt forklarer desuden ikke ret meget – og slet ikke evangeliet – men fortæller blot om subjektive følelser og henviser til vækkelsesfolks sjæleliv. Deres gudsbillede er ofte svært at skelne fra Islams eller unitarernes og man går lige så uvidende om kristendom derfra, som man kom.
3) Udover at der næppe er andre end karismatikere og missionsfolk, som anser den bløde pop, der kaldes “lovsang” som deres kultur, så er selve din argumentation for at bruge disse “lovsange”, som jeg tidligere har nævnt argument nok for, at de ikke er lutherske. Denne argumentation har du ikke forholdt dig til, men blot affærdiget. Igen er der ikke tale om, at du forholder dig særligt teologisk til tingene. Den argumentation, du nu fremfører, ændrer ikke på dette. Kol 3,16 handler om forskellige typer sang, der videregiver Guds ord. De inderlige, gentagne sange har det modsatte formål. Hvad mener du egentlig med, at de “kan lytte sig ind til Guds hjertelag for dem”.
Det er altså kendetegnende, at du ikke forholder dig teologisk til mine teologiske argumenter. Det er jeg desværre efterhånden ved at være vandt til fra pietisstisk-evangelikal side. Men sørgeligt er det.
Kære Magnus.
Jeg mener ikke du har ret.
Ad 1: Du argumenterer for uklar bibelsk teologi – primært i Grundtvigs salmer. Men det er jo en dom, der i lige så høj grad baserer sig på forudsætninger og fordom, som på teologi. Hvad med Ingemann? – eller gl. katolske valfartssalmer i oversættelse? Jeg kritiserer ikke læren, men overleveringen, hvis vi skal tale teologisk – og det er luthersk hovedsag: Ordet alene – ikke traditionen – er afgørende. Her mener jeg du falder for en uluthersk fristelse til at lægge vægt på traditionen – især den lutherske ortodoksi, som du fremhæver i dit første indlæg. Du bliver nødt til at medgive, at kritik af en bestemt – tidsbetinget – fremstilling ikke nødvendigvis er kritik af sagen. Og jeg vil ikke kritisere den lutherske teologiske grundforståelse, men forholde mig til vores egen samtid og erkende, at der er tale om et tradtionstab de seneste årtier, der ikke kan imødegåes alene ved restitution.
Ad 2: Du falder simpelthen for fristelsen til at skære alt over een kam. Fordi det du siger er en rigtig vurdering af noget moderne kristelig musik og sang er det ikke nødvendigvis rigtigt på det hele. De nyere lovsange i al deres enkelhed er lige så “brede” som den gamle salmeskat – og må vurderes enkeltvis / gruppevis. Vi synger mange nye lovsange, der umisforståeligt er en henvisning til nåden – til forsoningen – til Kristi død og opstandelse – til hans sejr – til det kristne håb – til freden med Gud i hjerte og sind. At disse bibelske sandheder er gendigtet i nye ord og ny musik ser jeg som en berigelse og en understregning af, at tradition er levende og aktivt.
Ad 3: Du skriver: “Ændrer man gudstjenesten efter inspiration fra dem, der har et andet syn på gudstjenestens karakter, så ændrer man også den teologi, der forkyndes. Problemet mange steder – og måske hos JJ – kan være, at man allerede har ændret teologien – nu følger praksis blot efter. I vækkelseskredse har man jo allerede flyttet fokus fra Guds objektive nådemidler og fra den rette lære til menneskers erfaringer og til synlige resultater.” Citat slut. Det synes jeg faktisk er uforskammet. Hvis du vil insinuere at jeg ikke hører hjemme på luthersk grund fordi jeg tillader mig at forholde mig kritisk til vores egen tradition, så er det altså ikke en særlig teologisk tankegang, hvor ordet alene afgør tvistigheder. Der er ikke meget skriftargumentation i det du her anfører.
Jeg vil ikke ændre gudstjenesten efter inspiration fra ulutherske kredse, men af hensyn til dem, som jeg vil nå med evangeliet. Jeg kan næsten bruge Paulus’ ord om tungetalen: Hvis ingen forstår, hvad I siger, hvordan skal man så kunne nåes med evangeliet?
Du ved simpelthen ingenting om, hvor fokus i min prædiken er – og i hvor høj grad vægten ligger på Guds objektive gerning. Og du kan heller ikke vide det, fordi jeg forholder mig kritisk til uklare ord i salmebogen. Det er simpelthen for billigt at sige, at fordi vi er uenige om et punkt, så har du ret på et helt andet punkt – nemlig ret til at fradømme mig mit lutherske navn og ståsted.
Hvis du vil forholde dig teologisk til denne debat – ikke kune ved at kalde det teologi, men også i praksis, så m å du henvise til skriften – og ikke til ordodoksien – eller pentecostale traditioner.
Jeg føler mig lidt pikeret over, at nogle, der ikke har hørt min prædiken vil bortdømme mig på et læserbrev i Jyllandsposten – og ikke spørger for at blive klogere, men bedre end jeg selv ved, hvad jeg står for.
Venlig hilsen – og god søndag og Guds fred over jeres gudstjeneste i morgen.
Jørgen Jørgensen.
Hej Jørgen
ad 1 Du forholder dig stadig ikke til problemstillingen, men fremfører nogle påstande om fordom og forudsætninger, som synes at være hentet fra en lærebog i postmoderne erkendelsesteori. Den hopper jeg ikke på. Tværtimod demonstrerer det blot, at du netop i det mest grundlæggende ikke er lutheraner, når du reelt benægter muligheden for en læremæssig kritik.
Den lutherske lære kalder du så tilsyneladende traditionen og tror, at du på den måde kan stemple den som uluthersk. Nu gjorde Luther ikke op med alle traditioner, men med den mundtlige tradition som normerende for skriftudlægningen. Den liturgiske tradition blev fastholdt f.eks. i CA 24, så længe den ikke stred mod evangeliet, hvorimod calvinisterne og sværmerne forkastede den liturgiske tradition og ville opfinde den dybe tallerken påny.
Det synes dog snarere at være den lutherske læretradition, du angriber og min brug af denne som argument for liturgien. Hermed er det også bekendelsesskrifterne, du angriber. Men at man kan fastslå en sikker lære ud fra Skriften og formulere denne, er snarere en følge af det lutherske skriftsyn end en modsætning hertil. Det bygger på, at Skriften er klar og at man kan drage sikre slutninger herfra. Hvis du benægter dette, som du tilsyneladende benægter en sikker lærebedømmelse af salmer, så ligner dit Skriftsyn faktisk mere dét skriftsyn, Luther gjorde op med hos Erasmus. Så har du reelt gjort Skriften uklar. Som tidligere vist på denne blot er det netop, hvad MF gør i disse år, så det er da nærliggende at tro, at du som formand herfor, gør det samme. Forudsætningerne for dine argumenter synes at bekræfte det.
Hvad angår middelalderlige valfartssange, så forholder jeg mig gerne kritisk til dem. det gjorde reformatorerne og lutherske salmedigtere også, så de lugede ud i det problematiske indhold og gendigtede dem efter luthersk lære. Og Ingemann er i mine øjne også dybt problematisk. Han kan måske synges om juletræet, men så lidt som muligt i kirken efter min mening.
ad 2 Du forholder dig ikke til min kritik, som er en kritik af dine argumenter for at bruge moderne lovsange i dit læserbrev. At du nu forsøger at løbe fra, at dine argumenter var inderlighed, gentagende tekster og ikke forklaring af evangeliet, holder ikke.
ad 3
Du forholder dig igen ikke til sagen. Derudover påstår du, at jeg ikke bruger skriftargumenter, selvom jeg netop henviser til Kol 3,16 og påpeger, hvad denne tekst faktisk siger. Denne tekst siger nemlig, hvad formålet med al kristen sang er – at lad Kristi ord bor i rigt mål iblandt os. Det underbygger netop, at kristen sang er en bekendelse af kristen tro og lære og derfor må afspejle den rette lære. Vil man i stedet hente inspiration fra dem, der benægter Skriftens klare lære, så ændrer man også sin lære.
Jeg har ikke forholdt mig til dine prædikener. Det er dig, der påstår, at jeg har, så lad være med at blive fornærmet over det. Jeg har forholdt mig til din argumentation mod den lutherske liturgi. Det er på det grundlag, jeg påstår, at du ikke hører hjemme i en luthersk kirke. Din argumentation afslører et andet syn på gudstjenesten. her påstår du, at du blot kritiserer nogle ord i salmebogen, men hvis du havde læst mit indlæg ordentligt, ville du vide, at min kritik af din argumentation ikke blot gik på dette, men f.eks. også på, at du vil have gentagende inderlige sange – det var faktisk en væsentlig del af min argumentation, som du helt undlader at forholde dig til.
Ud fra tidligere debatter vil jeg også på andre områder kunne underbygge, at du ikke er lutheraner. Så vidt jeg husker har du faktisk åbent i Ichthys tilkendegivet, at du ikke lærer dine konfirmander, at brød og vin i nadveren er Jesu sande legeme og blod og forsvaret Leuenbergkonkordien, så at du bliver indigneret over at blive fradømt luthersk-navnet burde ikke kunne komme bag på dig. Det har du for længst fradømt dig selv.