Denne dag er temaet “Ved at bekende Kristus”. Desværre er det så som så med bekendelsen af Kristus i materialet.
Teksten begynder:
Ved at dele vores historie kan vi fortælle om vores tro på Gud.
Dette er en typisk pietistisk-evangelikal forståelse af dét at bekende sin tro for sin næste. Det stammer fra ideen om, at man skal “aflægge vidnesbyrd” som almindelig kristen. Når man aflægger vidnesbyrd fortæller man, hvad man har set og oplevet. Derfor befaler Jesus apostlene, som rent faktisk havde set og hørt Jesus at aflægge vidnesbyrd. men almindelige kristen får i stedet til opgave at bekende Kristus og apostlenes vidnesbyrd. Når man i stedet mener, at almindelige kristen skal aflægge vidnesbyrd, bliver deét, den kristen skal fortælle om, vedkommendes egne oplevelser. Igen formår Alliancematerialet at reducere kristentroen til en subjektivistisk oplevelsestro. Ifølge Skriften kommer troen af Kristi ord (Rom 10,17) og ikke af, at mennesker fortæller deres egen historie.
Alliancematerialet forsøger at underbygge sin subjektivistiske tro med en forfalsknign af jesu samtaler med de to disciple på vej til Emmaus:
Han lader dem forstå at deres historie er en del af Guds plan.
Jesus taler ikke om deres historie. Deres historie er, at Jesus er død og de tror ikke på andres vidnesbyrd om, at han er opstået. Jesus irettesætter dem for at tro deres egen historie i stedet for at tro på Skrifterne: v25 Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. v26 Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« v27 Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. (Luk 24,25-26)
En klar bibeltekst, der beskriver den objektive lære i den Gamle testamente om, at Messias skulle lide, dø og opstå for at frelse mennesker får alliancematerialet altså omtolket til at være en subjektivistisk indholdsløs egen-historie-fortælling.
Materialet fortsætter med at sige, at i ddét at bekende Kristus ligger både at bekende sine synder og at bekende sin tro for mennesker. Man kunne håbe, at materialet herefter ville sige lidt om den Kristus, der skulle bekendes. Det er jo pga. ham, vi tør bekende vores synder og tro på syndernes forladelse. Men i stedet står der:
I bekendelsen af vores synd, åbner vi vores liv for Guds tilgivelse. Denne tilgivelse medfører en ny frimodighed til også at bekende vores tro på Jesus Kristus som den der rækker alle mennesker mulighed for et nyt liv.
Materialet bekender den romersk-evangelikale misforståelse, at det er i syndsbekendelsen og angeren, vi får tilgivelsen og ikke ved tro på evangeliet om syndernes forladelse. Syndserkendelse er jo blot Guds pædagogiske måde at vise os på, at vi har brug for syndernes forladelse. det er på ingen måde vores måde at åbne os for Guds tilgivelse på. Det er en lovisk kristentro, der kommer til udtryk her. Bedre bliver det ikke af, at Jesus alene beskrives som den,d er giver mennesker et nyt liv. Der er intet om, at han har vundet syndernes forladelse ved sin stedfortrædende straflidelse. Mennesker overlades til deres egen syndsbekendelse som grunden til vished om, at deres synder virkelig er forladt i stedet for at blive henvist til nåden i Jesus Kristus, som rækkes i ordet og sakramenterne.
teksten slutter af med at bekende en art second-blessing-teologi:
Disciplene troede på Jesus, men de overvandt først deres frygt og kunne fortælle om ham på en ny måde, da Helligånden havde taget bolig i dem.
Her hævdes det vel dels, at disciplene havde troen uden at helligånden boede i dem og at der kræves mere end at tro evangeliet for at kunne bekende sin tro. Begge dele er falske. Jesus forudsagde, at Helligånden skulle komme over apostlene og give dem kraft til at være vidner om hans lidelse, død og opstandelse. Det var en forudsigelse om den særlige måde, hvorpå Helligånden skulle bo i apostlene, så deres ord var Helligåndens ord og dermed Guds egne ord.
Enhver kristen har Helligånden i sig og skal ikke tro, at vedkommende behøver en second blessing. Selvfølgelig vokser man i hellighed som kristen og det er Helligåndens værk. men det gør man alene, fordi helligånden allerede bor og virker i en. og det gør man ved at blive afsløret i sine synder og tro på løftet om syndenres forladelse for Jesu Kristi skyld i ordet og sakramenterne. Alene ved denne vished om den objektive nåde, som rækkes i disse midler, kan man få sand frimodighed til at bekende Kristus. Og det glædelige er, at man som kristen ikke behæver at have et vidnesbyrd at fortælle. Man kan nøjes med at bekende den tro, man bekender hver søndag i kirken og gerne hver dag i sit hjem.
I stedet for at skulle have en flot tro og nogle interessante oplevelser at fortælle om, kan du nøjes med at bekende din tro på, at Gud forbarmede dig over sig arme synder, og sendte sin Søn Jesus Kristus, som bar din synd og straf og skaffede dig syndernes forladelse; og at den tilgivelse er givet dig i dåben, i ordet, i afløsningen i skirftemålet og i Jesu legeme og blod, som rækkes under brød og vin i nadveren. Dét giver frimodighed til at bekende troen for mennesker!
2 kommentarer
Kære Pastor
Jeg har med interesse læst din blog om din evangeliske foskrækkelse over alliance ugen, som netop er begyndt i denne uge.
Vi er en del der husker hvordan de enkelte kirkeretninger Lutherske- , Katolske- og de enkelte frikirkelige retninger holdt sig for sig selv og var overbevist om at netop deres syn på sakramenter, teologi og kristendomsforståelse var den evige sandhed.
Så er jeg personligt glad for at vi nu kan samles fra forskellige retninger og i respekt for hinandens særkender kan fejre gudstjeneste og i fælleskab bede for vore menigheders vækst.
Derudover kan det være utroligt berigende at høre andres opfattelse af de bibelske sandheder man selv synes var så nagelfaste. Jeg bliver ydmyg i min stadige søgen og føler mig i familie med Paulus når han i i brevet til filemon siger
Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. v13 Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; v14 jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus. v15 Således skal vi tænke, vi der er fuldkomne, og tænker I anderledes på noget punkt, så vil Gud åbenbare også det for jer; v16 blot skal vi blive i det spor, vi er kommet
Denne dobbelthed som Paulus her beskriver, at han både regner sig selv for fuldkommen i Kristus – og må bekende at han ikke endnu har grebet “det” .
Jeg er iøvrigt nysgerrig på havd der ligger udtrykkene “i afløsningen i skirftemålet” skriftemålet har jeg en vag fornemmelse af men afløsningen – hvad er det.
Jeg er “kuns en læg” så tilgiv mig min uvidenhed.
Hilsen
Flemming Høgsdorf
Hej Flemming
Jeg forstår din indvending, men køber den ikke. det er desværre efterhånden blevet sådan, at det eneste dogme, man med sikkerhed må have, er, at man ikke kan vide noget med sikkerhed. Det skal man så til gengæld i manges øjne også mene med sikkerhed.
Paulus’ ord handler ikke om sikker erkendelse vs. usikker erkendelse. Paulus kan selv formane menigheder til at holde sig fra dem, der lærer falsk (Rom 16,17), ligesom han også f.eks. i Galaterbrevet selv fordømmer en menigheds falske lære. Man misbruger Paulus, hvis man vil gøre ham til en postmoderne økumeniker, der ikke mener, at man kan være sikker, når det gælder læren.
Jeg ønsker dog ikke at holde mig for mig selv. Men vejen til enhed går gennem diskussion af, hvad Biblen siger i troen på, at den rent faktisk siger noget med sikkerhed. Evangelisk Alliance er en hindring for denne dialog, fordi man vil mødes og praktisere kirkefællesskab med forkyndelse og fællesbøn uden enighed i læren.
Og resultatet er en udvandet lovisk kristendom, der bygger mere på følelser og fornemmelser end på Guds ord.
Afløsningen er præstens tilgivelse af en synder på Guds og sit embeds vegne i skriftemålet, sådan som Jesus har givet apostlene og deres efterfølgere i hyrdeembedet mandat til i Joh 20,21-23.
Mvh. pastor Magnus Sørensen