Mythbuster: Den pietistiske grundmyte

Inden jeg tager fat i flere konkret teologiske myter i den pietistisk-evangelikale lejr, vil jeg tage fat i det, jeg vil kalde den pietiskstiske grundmyte. Den repræsenterer både en sammenblanding af lov og evangelium og et stykke historieforfalskning, som er blevet så meget en del af manges bevidsthed, at man måske ikke engang tænker over de.

Den findes i mange former og jeg kunne godt i dette indlæg have valgt nogle specifikke udtryk for denne myte. Men jeg tror, at mange læsere vil genkende myten, så det bør ikke være nødvendigt.

Hvis tiden, mine ressourcer og jeg brænder for det, kan det være, at jeg senere skriver noget konkret herom. Som nybagt far, må jeg nok erkende, at jeg vist mest får skrevet noget, når lysten driver det fremover.

Den pietistiske grundmyte, som gentages hver gang, pietister har fået en ny ide til, hvordan de ved lovens og egne kræfters hjælp kan fremdrive gode gerninger, stammer helt tilbage fra pietismens begyndelse. Den lyder i sine forskellige former nogenlunde sådan: “Hos os snakker man ikke så meget om helliggørelse/inderlighed/nådegaver/troens frugter/Helligånden. Det må vi gøre noget ved og fokusere noget mere på disse ting.Vi kan hente hjælp fra de reformerte/evangelikale/mystikerne/ørkenfædrene/klostervæsenet/karismatikerne osv.”

Myten stammer som sagt fra pietismens begyndelse. Myten går ud på, at pietismen gjorde op med den tørre døde ortodoksi, som blot lagde vægt på den rette lære og ikke på livet. Men også her er myten kun en halv sandhed, dvs. en hel løgn.

Det stemmer ikke, at den lutherske ortodoksi var død, som pietismen ynder at hævde. Ortodoksien lagde vægt på livet. Det er naturligvis sandt, at der var mennesker, der levede ugudeligt, før pietismens fremkomst. Men det var der også efter pietismens fremkomst, så hvis ortodoksien skal lastes for det, skal pietismen ligeså.

De praktiske forslag pietismen kom med, var blot samlinger af forslag, som allerede de ortodokse teologer var kommet med. Og i Speners skrift, Pia Desideria, som lagde grunden til pietismen, henvises ligefrem til ortodoksiens måske største stridsteolog, Abraham Calovius, som støtte for Speners vægt på livet. Det var altså netop hos de ortodokse lutherske teologer, den tidligste pietisme forsøgte at finde støtte for sin vægtlægning af livet.

Ortodoksiens tid har også frembragt nogle af de bedste salmer i verden og store mængder opbyggelig litteratur. I ortodoksien vidste man, at man måtte have en ret lære som forudsætning for et ret liv, men selvom man skelnede mellem årsag (læren, evangeliet) og virkningen (livet, helliggørelsen), betød det ikke, at man ikke gik op i det kristne liv.

Men pietismen har senere skabt en mytologi, som desværre er gået hen og blevet hvermandseje, så det, mange mennesker forbinder med ortodoksi, er “død”.

Og denne myte om ortodoksien brugte – og bruger – pietismen til at sige, at nu må vi så lægge vægt på livet i stedet for læren.

Resultatet bliver, at man ikke ser livet som en frugt af læren, men noget, man kan drive frem ved hjælp af andet end læren, dvs. evangeliet. Livet bliver noget, der er løsrevet fra læren og dermed bliver helliggørelsen en frugt af menneskers bestræbelser, metoder og loven snarere end af evangeliet.

Pietismen forudsætter, at der er en modsætning mellem vægten på læren og vægten på livet, og at for megen vægt på læren og på nådens evangelium ødelægger livet. I luthersk ortodoksi, har man det omvendt. her ser man netop den rette lære, det rene evangelium om Guds nåde i Kristus, som det, der giver mennesker glæde og frimodighed til at tjene Gud med deres liv. Pietismens store problem har fra begyndelsen været, at man ville drive de gode gerninger frem ved hjælp af loven og ikke ved hjælp af evangeliet.

Interessant nok bliver pietismen ved med at bruge myten på tidligere generationer af pietister igen og igen. Jeg har selv oplevet flere gange, at unge pietister hævder, at tidligere generationer ikke har lagt nok vægt på livet, og at derfor må man nu lære noget om helliggørelse eller f.eks. nådegaver fra de evangelikale.

Det er for det første ganske enkelt forkert, at tidligere generationer af pietister ikke lagde vægt på helliggørelsen. Generation efter generation af pietister har begået den samme moralistiske fejl og troet, at de kan fremdrive gode gerninger med loven. Så problemet er nok ikke, at gode gerninger ikke er blevet prædiket, men snarere, at det ikke har virket, at man prædikede lovisk.

Løsningen er selvfølgelig heller ikke at prædike mere lovisk om helliggørelsen, prædike mere radikalt om efterfølgelsen osv.. Tværtimod – pietisterne gentager blot den samme fejl igen og igen. Pietismen løber i ring og tror, at den kan løse sit problem ved at blive ved med at begå den samme fejl igen og igen.

Så længe det er uvisheden og lovens trusler, man vil bruge til at drive de gode geringer frem, får man blot hyklere og fortvivlede mennesker. Så længe man hellere vil skabe tvivl om nåden end risikere, at nogen kommer til at misbruge den og bruger nåden som en “sovepude” (hvad man så ellers skulle bruge en pude til), fratager man mennesker evangeliet.

Den pietistiske myte har sevfølgelig også en del at gøre med den farisæiske forestilling, som er i os alle, at visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker i villige til at gøre gode gerninger – at visheden bliver en “sovepude”, som man siger. Af naturen vil vi kun gøre det gode, når vi tvinges til det. men det bliver ikke sande gode gerninger. Sande gode gerninger kommer alene af visheden om syndernes forladelse. Sande gode gerninger kommer netop af, at man kan hvile i nåden, fordi den er sikker og vis.

Pietismen lever af den misforståelse, at visheden om syndernes forladelse gør mennesker uvillige til at gøre gode gerninger. Og derfor vil de lære helliggørelse af de reformerte i stedet; derfor angriber pietisterne nådens midler og vil have vished om Guds nærvær og hjælp udenom disse midler: i deres omvendelsesoplevelse, overgivelse, beslutning om at følge Jesus, pseudo-sakramentale lovsangskick osv.

For mig at se, er det ikke nuværende/tidligere generationers mangelfulde helliggørelse, der skal gøres op med. Det er snarere den pietistiske myte om, at evangeliet og visheden om syndernes forladelse ikke gør mennesker hellige og at livet ikke er en frugt af læren, der må gøres op med. Og så må der gøres op med myten om, at ortodoksien er eller var død. Læren skaber livet. Loven og pietismen slår ihjel. Nåden skaber helliggørelse. Lovisk helliggørelsesforkyndelse skaber hykleri.

 Udskriv denne artikel  Email dette indlæg