Jeg fortsætter her argumentationen for, at pavedømmet er antikrist – eller det vil sige, at jeg også i dette indlæg fortsat beskæftiger mig med det metodiske spørgsmål om, hvordan og på hvilket grundlag, vi kan træffe denne slutning. I sidste indlæg fastslog jeg, hvilke bibeltekster, der kan bruges til at afgøre spørgsmålet. Hovedbibelteksten (sedes doctrinae) er 2. Thessaloniker 2,1-12 og dertil kommer supplerende tekster i 1. Johannesbrev og Daniels Bog.
Herudfra kan vi udlede, hvad der kendetegner antikristen – hvad definitionen på antikristen er.
Spørgsmålet er så, om vi også kan afgøre, hvem der rammes af denne definition. Ofte, når vi taler om at drage slutninger fra observationer, taler vi om det, der hedder induktion, det vil sige, at man ud fra enkeltobservationer slutter til en generel regel. Sådanne slutninger er altid usikre og kan aldrig give fuld vished. Sådan er f.eks. naturvidenskabens slutninger fra observationer.
Spørgsmålet er, om læren om antikrist også bygger på sådan en usikker induktions-slutning, fordi den bygger på observationer.
I sit udmærkede essay om antikristen, forklarer P.E. Kretzmann med en henvisning til denne bog om induktion (§10 s. 16 f), at der ikke er tale om at udlede en generel regel af enkelte observationer, som når man normalt taler om induktion. I stedet kan man sammenligne den logiske slutning med, at man definerer en ø som et stykke land, man kan sejle rundt om. Dernæst ser man et stykke land, som man sejler rundt om og konkluderer, at det er en ø. Dette er en en logisk slutning baseret på det logiske grundprincip A=A (identifikationsprincippet), hvor definitionen på antikristen er den ene præmis og den faktisk observation heraf, er den anden præmis. Her er ikke tale om at opstiller en hypotese eller teori på baggrund af nogle observationer.I stedet er der tale om, at hvis pavedømmet opfylder kriterierne for at være antikrist ifølge Biblen, så er pavedømmet med sikkerhed antikrist.
Det kan sammenlignes med Jesu første komme. Her kunne jøderne også vide med sikkerhed, at Jesus var messias, fordi han opfyldte løfterne i det Gamle Testamente. Det fremgår bl.a. af Matthæus 11,2-6: Mat 11:2 Men da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han to af sine disciple afsted for at spørge Ham: Mat 11:3 “Er Du “DEN, SOM KOMMER”, eller skal vi vente en anden?” Mat 11:4 Jesus svarede da og sagde til dem: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Mat 11:5 blinde ser, og lamme går omkring, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og “Evangeliet forkyndes for fattige”! Mat 11:6 Og salig er den, som ikke tager anstød af Mig!” (Wierøds oversættelse)
for at kunne afklare spørgsmålet om, hvorvidt pavedømmet er den i Skriften forudsagte Antikrist, må vi altså først afklare, hvad der kendetegner antikristen og dernæst, om pavedømmet, som det fremtræder, lever op til denne definition.
Jeg vil først skrive om Antikrist i Biblen og dernæst behandle pavedømmet for dernæst at se, om vi kan drage den konklusion, at pavedømmet er antikrist.
Udskriv denne artikel
Email dette indlæg
{ 2 kommentarer… læs dem nedenfor eller tilføj en }
Hej, jeg har lige læst din prædiken til Joh 3,1ff og det du skriver om paven. det gøre mig ked af det når du på den måde nedgør andre troende. er det nødvendigt at fremhæve det man tro er forkert ved andre der efter bedste evne søger Gud? at nedgører er ikke en af Hl. Ånds gaver. hvorfor ikke se det gode andre troende gør, se på deres søgen. jeg tro vi alt for længe har brugt tid på at vise hvor forkerte “de andre” er. hvilken kirke er uden fejl? hvorfor ikke bede for hinanden og velsigne det vi alle gør?Gud er så stor, lad os ikke gøre Ham lille.
Må Gud velsigne dig i din tjenste, alt godt og Guds fred, kaare nielsen
Hej Kåre
Jeg ved ikke helt, hvad du mener med, at jeg “nedgør” andre troende. Man skal være forsigtig med, hvad man beskylder folk for. At man kritiserer andres tro og lære er i mine øjne ikke det samme som at nedgøre dem. Ellers betyder det jo, at du også ved at kritisere mit syn på den romersk-katolske kirke nedgør mig.
Jeg mener ikke at kunne vurdere, hvem der efter bedste evne søger Gud – dybest tror jeg ikke, der er nogen af os der gør det. En del af problemet ved den Romersk-katolske kirke er, at den tror, at mennesker kan søge Gud efter bedste evne. Den romersk-katolske kirke bygger på den gerningsretfærdighed, du også lægger for dagen, når du tror, at mennesker af naturen kan søge Gud og beder mig se på andres søgen og gode intentioner.
Gud ser på vores intentioner, det er sandt. Men det er selvretfærdig indbildning, når du og jeg forsøger at bilde os ind, at vi kan søge Gud efter bedste evne. Vi søger at retfærdiggøre os selv og frelse os selv, er hvad vi gør. Og derfor vil vi ikke lytte til evangeliet om, at Jesus har båret straffen for vore syndige hovmod og afgudsdyrkelse, hvor vi sætter os selv i Guds sted.
Der er ikke nogen kirke, der er uden fejl. Men der er kirker, hvor der ikke er fejl i forkyndelsen, fordi den stemmer med Guds ord. Der er dog ikke nogen kirke, der har garanti for ikke at kunne tage fejl, så enhver kirke må prøves på den ufejlbarlige og klare skrifts grund.
Den romersk-katolske kirker hævder i øvrigt også at den er uden fejl i sin lære – ikke fordi den holder sig til den ufejlbarlige Skrift, men fordi den i sine institutioner bærer en ufejlbarlig fortolkning af Skriften.
Jeg gør ikke Gud lille. Det gør du derimod, når du nægter ham og hans ord retten til at bedømme og forkaste falsk lære. Gud er ikke en abstraktion, der ikke kan tale og åbenbare sig, men en virkelighed, som har åbenbaret sig i sit Biblen, så mennesker kan forstå det. Du kan ikke undskylde dig med Guds storhed for din manglende vilje til at underordne dig Guds ord.